Børnemigræne gemmer sig bag mavesmerter
Mavesmerter hos børn er en af de hyppigste klager, som forældre henvender sig til børnelægen med. Men hvad nu hvis det ikke er en mavevirus, en dårligt tolereret fødevare eller nervøsitet før skole, der ligger bag de gentagne anfald af mavesmerter? Hvad nu hvis den egentlige synder er migræne? Denne tanke kan lyde overraskende, men eksperter bekræfter den stadig højere – og mange familier kender til det fra deres egen erfaring, uden at de ved det.
Migræne er i den almene bevidsthed fast forbundet med voksne, der ligger i et mørkt rum med hånden over øjnene og ikke kan tåle den mindste lyd. Hos børn ytrer denne sygdom sig imidlertid helt anderledes, og det er netop derfor, den så længe undslipper opmærksomheden. I stedet for hovedpine kommer en bølge af kvalme, opkastning og krampagtige smerter i navleregionen. Barnet ser blegt ud, nægter at spise, vil bare ligge ned – og en time eller to senere er det som genfødt. Forældrene letter et suk, børnelægen noterer "uspecifikke mavesmerter", og karrusellen starter forfra om et par uger.
Prøv vores naturlige produkter
Abdominal migræne: en skjult diagnose med et klart ansigt
Den faglige verden kender dette fænomen under betegnelsen abdominal migræne (abdominal migraine), og Det Internationale Hovedpineselskab har anerkendt den som en officiel diagnose siden 2004. Alligevel er den i praksis stadig underdiagnosticeret. Ifølge estimater lider cirka 1 til 4 procent af skolebørn af abdominal migræne, og piger er lidt hyppigere ramt end drenge. Anfaldene optræder oftest mellem det fjerde og tolvte leveår, og hos en stor del af børnene udvikler de sig gradvist til klassisk migræne med hovedpine i voksenalderen.
Et centralt kendetegn ved abdominal migræne er dens episodiske karakter. Smerten kommer i anfald, der typisk varer to til syvoghalvfjerds timer, og imellem dem er barnet helt symptomfrit. Smerten er moderat til svær, lokaliseret omkring navlen eller i midten af maven, og den ledsages normalt af kvalme, opkastning, appetitløshed og bleghed. Nogle børn beskriver også lysfølsomhed eller lydfølsomhed, hvilket er symptomer, der leder lægen mest pålideligt på rette spor.
For at diagnosen kan stilles, skal anfaldene opfylde præcise kriterier – blandt andet skal de have forekommet mindst fem gange, de må ikke kunne forklares af en anden årsag, og de skal inkludere mindst to af de nævnte ledsagesymptomer. Diagnostik kræver derfor tid, omhyggelig observation og frem for alt en læge, der tænker på denne mulighed. Den Internationale Klassifikation af Hovedpinelidelser (ICHD-3) er i denne henseende en værdifuld vejledning ikke kun for specialister, men også for nysgerrige forældre.
Forestil dig en familie, hvor den tiårige Tereza har lidt af mavesmerteanfald siden hun var seks år. Forældrene har gennemgået snesevis af undersøgelser – ultralydsscanning, blodprøver, undersøgelse for cøliaki, allergitests. Alt var i orden. Det var først en ny børneneurolog, der lagde mærke til, at anfaldene altid kom efter markant stress eller efter at have sovet længe om morgenen, at Terezas mor lider af klassisk migræne, og at pigen ser fuldstændig rask ud mellem anfaldene. Diagnosen abdominal migræne ændrede hele tilgangen til behandlingen – og det lykkedes at reducere anfaldene markant.
Hvad der udløser børnemigræne, og hvordan man lever med det
Udløserne for børnemigræne er overraskende lig dem hos voksne. De omfatter uregelmæssig søvnrytme, udeladelse af måltider, dehydrering, markant stress eller omvendt afslapning efter en stressperiode – de såkaldte "weekendanfald". Visse fødevarer spiller også en rolle, såsom chokolade, ost, forarbejdede kødprodukter eller fødevarer med mononatriumglutamat. Hos mere følsomme børn kan et anfald også udløses af stærke lugte, lysglimt eller vejrskifte.
Familiær belastning er en af de stærkeste risikofaktorer overhovedet. Hvis den ene forælder lider af migræne, er sandsynligheden for, at barnet også får det, cirka halvtreds procent. Hvis begge forældre lider af migræne, stiger sandsynligheden til op mod halvfjerds procent. Migræne er altså i høj grad en genetisk betinget sygdom, og netop derfor bør familiehistorien altid være et af de første spørgsmål ved mystiske mavesmerter.
Men hvordan lever man egentlig med denne diagnose? Behandlingen af abdominal migræne foregår på to niveauer. Det første er akut håndtering af anfald – ro, mørke, tilstrækkelig væskeindtagelse og om nødvendigt smertelindrende medicin eller kvalmestillende midler. Hos ældre børn kan triptaner ordineres efter konsultation med en læge; de er standarden for migrænebehandling hos voksne, og deres anvendelse i pædiatrien er ved at blive udbredt. Det andet niveau er forebyggende tilgang, det vil sige bestræbelser på at minimere udløsere og eventuelt profylaktisk medicin hos børn med hyppige eller alvorlige anfald.
Forebyggende foranstaltninger uden medicin kan i øvrigt være overraskende effektive. En regelmæssig daglig rytme – at stå op på samme tidspunkt også i weekender, regelmæssige måltider, tilstrækkelig væskeindtagelse og begrænsning af skærme før sengetid – er de grundlæggende søjler, som både neurologer og børnelæger fremhæver. Verdenssundhedsorganisationen WHO understreger i øvrigt løbende, at tilstrækkelig søvn og bevægelse hører til de afgørende faktorer for børns helbred generelt, og for børn med migræne gælder det i endnu højere grad.
Barnets psykiske velvære spiller også en ikke ubetydelig rolle i det samlede billede. Angst og kronisk stress er meget almindelige hos børn med migræne – og der er tale om et tovejsforhold. Stress udløser anfald, men anfaldene er i sig selv stressende for barnet. Forsømte skoledage, manglende mulighed for at planlægge aktiviteter, en følelse af at være anderledes end jævnaldrende – alt dette kan hos følsomme børn forstærke en angstpræget grundstemning og skabe en ond cirkel, som er svær at bryde uden professionel hjælp. En børnepsykolog eller psykoterapeut med fokus på somatiske lidelser kan i sådanne tilfælde være lige så værdifuld som en neurolog.
Hvordan forældre kan hjælpe, og hvornår man skal opsøge en specialist
Et af de mest praktiske redskaber, forældre har til rådighed, er en smertedagbog. At notere anfald – hvornår de kom, hvor længe de varede, hvad der gik forud, hvad barnet spiste, hvordan det sov – kan i løbet af få måneder afsløre mønstre, der ikke er synlige ved første øjekast. Denne dagbog bliver derefter et uvurderligt grundlag for lægen og kan markant forkorte vejen til den rigtige diagnose. Der findes også apps beregnet specielt til at spore migræne hos børn, for eksempel appen Migraine Buddy.
Hvornår er det så tid til at holde op med at vente og opsøge en specialist? Svaret er klart: hvis mavesmerteanfaldene gentager sig, uden nogen åbenlys årsag, hvis de ledsages af bleghed, kvalme eller lysfølsomhed, og hvis barnet ser fuldstændig raskt ud mellem anfaldene – er det på tide at konsultere en børneneurolog. Børnelægen kan være det første skridt, men abdominal migræne er en diagnose, der fortjener en specialist.
Som den fremtrædende britiske børneneurolog Andrew Hershey bemærkede: "Migræne hos børn er en kronisk sygdom, der markant påvirker livskvaliteten for hele familien – og alligevel forbliver den en af de mindst anerkendte børnediagnoser." Disse ord gælder i lige så høj grad i Storbritannien som i Tjekkiet, hvor adgangen til børneneurologi fortsat støder på mangel på specialister og lange ventetider.
Det er også vigtigt at nævne, hvad abdominal migræne ikke er. Det er ikke noget, overfølsomme forældre finder på. Det er ikke et udtryk for, at barnet ikke vil i skole (selv om skolestress kan være en udløser). Det er ikke allergi eller cøliaki, selv om disse sygdomme skal udelukkes. Og det er bestemt ikke noget, barnet "vokser fra af sig selv" – uden korrekt behandling kan det udvikle sig til en kronisk form og markant påvirke hele barndommen og ungdomsårene.
Forældre, der for første gang møder diagnosen abdominal migræne, beskriver ofte en særegen blanding af lettelse og overraskelse. Lettelse over endelig at have et navn på det, der plager deres barn. Og overraskelse over, hvor lang tid det tog, inden nogen tænkte på denne mulighed. Netop derfor er oplysning på dette område så vigtig – jo flere forældre, lærere og læger der kender til abdominal migræne, jo hurtigere kan den rigtige diagnose stilles, og jo mindre unødigt lidelse oplever barnet.
En sund livsstil, en regelmæssig daglig rytme, god søvn og en bevidst tilgang til kosten er ikke blot moderigtigt – for et barn med migræne er det bogstaveligt talt et redskab, der afgør, om et anfald kommer eller ej. Og det er en god nyhed: en stor del af det, der påvirker børnemigræne, har familierne faktisk i deres egne hænder.
