facebook
Først til mølle. Tilbuddet kommer ikke igen.
Ordrer afgivet før kl. 12.00 afsendes straks | Gratis forsendelse over 95 EUR | Gratis ombytning og returnering inden for 90 dage

Tommelfinger eller sut: Hvornår er det tid til at stoppe, og hvordan gør man?

Et lille barn med en sut i munden eller tommelfingeren ved læberne – det er et syn, som næsten enhver forælder kender. Det er en naturlig refleks, der giver børn ro og en følelse af tryghed. Men det, der i spædbørnsalderen er helt normalt og endda ønskeligt, kan med tiden udvikle sig til en uvane, hvis overvindelse kræver tålmodighed, konsekvens og en smule snuhed. Spørgsmålet om, hvornår og hvordan man holder op med at sutte på tommelfingeren eller bruge sut, bekymrer mange forældre – og det rigtige svar er ikke altid enkelt.

Suttebehov er en biologisk programmeret refleks hos nyfødte. Det hjælper dem med at indtage føde, men opfylder samtidig en vigtig beroligende funktion. Når et barn sutter på tommelfingeren eller en sut, aktiveres den parasympatiske del af nervesystemet, som fremkalder ro og reducerer stress. Derfor falder små børn så hurtigt til ro, når de får en sut eller finder deres egen tommelfinger. Set fra dette perspektiv er der tale om helt sund adfærd, som det ikke giver mening at undertrykke, før barnet er modent til det.


Prøv vores naturlige produkter

Sut og tommelfingersutning: hvad er forskellen?

Selvom det kan virke som om, en sut og tommelfingersutning opfylder samme funktion, adskiller de sig i praksis ganske meget – og det særligt i forhold til, hvor nemt man kan holde op med dem. Sutten har én afgørende fordel: forælderen kan simpelthen tage den fra barnet eller gradvist begrænse brugen af den. Tommelfingeren er en del af barnets krop, og derfor er situationen mere kompliceret. Barnet har altid og overalt adgang til den – om natten, i børnehaven, i bilen – og forælderen har kun minimal kontrol over det.

Med hensyn til indvirkning på tandsættets udvikling ligner de to vaner hinanden ganske meget. Langvarig suttebrug – hvad enten det er tommelfingeren eller en sut – kan påvirke tændernes placering, gummens form og biddet. Det afhænger dog primært af vanens intensitet og varighed. Børn, der sutter på sut eller tommelfinger kun lejlighedsvis og holder op inden de fylder fire år, oplever typisk minimale eller ingen sådanne ændringer, og tandsættet retter sig som regel selv, når de permanente tænder bryder frem. Situationen er anderledes, når vanen fortsætter ind i skolealderen – her kan ortodontisk behandling blive nødvendig.

Børnelæger og tandlæger er generelt enige om, at det ideelle tidspunkt for at vænne sig af med sutten er mellem det andet og fjerde leveår. Verdenssundhedsorganisationen anbefaler amning til to år og derover, idet behovet for at sutte naturligt aftager, efterhånden som barnet modnes og finder andre måder at berolige sig selv på. Hvis et barn stadig sutter på sut eller tommelfinger ved fire-årsalderen, er det hensigtsmæssigt at rådføre sig med en børnelæge eller tandlæge om, hvorvidt situationen aktivt bør håndteres.

Forældre spørger også nogle gange, om det er bedre slet ikke at give en sut, eller om man tværtimod bør foretrække den frem for tommelfingersutning. Interessant nok tyder nogle undersøgelser på, at brug af sut ved indsovning kan reducere risikoen for pludselig spædbarnsdød (SIDS), og derfor støtter American Academy of Pediatrics moderat brug af sut i det første leveår. Samtidig advarer den dog om, at sutten ikke bør introduceres, før amningen er veletableret – det anbefales normalt at vente mindst tre til fire uger efter fødslen.

Fladt fotograferede hjælpemidler til sutteafvænning – sut, vanter, neglelak og blødt legetøj

Sådan gør du: praktiske strategier der virker

Når tiden kommer til at sige farvel til sutten eller tommelfingeren, står forældre over for en svær opgave. Nøglen til succes er en tilgang, der tager hensyn til barnets alder, temperament og den overordnede familiesituation. Pludselig fjernelse af sutten uden nogen form for forberedelse kan fungere for nogle børn, men hos andre kan det forårsage betydelig stress, søvnforstyrrelser og forværret adfærd. Derfor anbefaler de fleste eksperter en gradvis og kærlig tilgang.

En af de mest effektive metoder er gradvis begrænsning. Forældrene starter med kun at tillade sutten ved indsovning eller ved kraftig uro, og begrænser den gradvist til kun nattetimerne. Til sidst udelades den helt. Denne tilgang giver barnet tid til at tilpasse sig og finde andre måder at berolige sig selv på – for eksempel at putte med en yndlingslegetøj, rytmisk gyngen eller lytning til beroligende musik.

For ældre børn, fra omkring tre år og opefter, fungerer symbolske ritualer også godt. En populær metode er den såkaldte "sutfe" eller "sutgnome" – barnet giver bevidst sutten væk eller sender den bort til gengæld for en lille gave eller oplevelse. Denne metode virker, fordi barnet aktivt deltager i beslutningen og ikke føler, at noget er blevet taget fra det med magt. Det er vigtigt at forberede barnet på forhånd, tale med det om, hvorfor det er tid til at stoppe, og gøre hele processen til noget positivt – noget som "store børn" gør.

Forestil dig for eksempel Klára, mor til fireårige Filip. Filip havde brugt sut siden fødslen, og ethvert forsøg på at fjerne den endte i dramatisk gråd og uro. Klára besluttede sig for at prøve metoden med "sutfeen". Sammen med Filip skrev de et brev, lagde sutten i det, og om morgenen lå der en lille dinosaur i stedet – Filips drømmelegetøj. Filip vågnede ganske vist den første nat og spurgte efter sutten, men Klára holdt fast og tilbød ham et kram i stedet. Inden for en uge var Filip rolig og holdt selv op med at tænke på sutten.

Tommelfingersutning er et mere kompliceret tilfælde, fordi barnet ikke bare kan "lægge tommelfingeren fra sig". Her hjælper andre strategier. En mulighed er plaster eller specielle vanter, der minder barnet om ikke at putte tommelfingeren i munden. Der findes også bitre neglelakke, der er beregnet specielt til dette formål – deres smag afholder barnet fra at sutte, uden at det på nogen måde er skadeligt. Disse produkter er almindeligt tilgængelige på apoteket og er sikre for børn. For ældre børn er det vigtigt at involvere dem i processen – tale med dem om, hvorfor de vil stoppe, og fejre hver dag uden tommelfingersutning som en lille sejr.

Det spiller også en afgørende rolle, i hvilke situationer barnet oftest søger efter tommelfingeren eller sutten. Det drejer sig meget ofte om øjeblikke med kedsomhed, træthed eller stress. Hvis forældre identificerer disse udløsere, kan de tilbyde alternativer – for eksempel en interessant aktivitet for hænderne, som at forme ler, tegne eller lægge puslespil. Et barn, der har travle hænder, har ikke plads til at sutte på tommelfingeren.

Det er også vigtigt at forstå, at pres og straf aldrig virker godt. Forskning inden for udviklingspsykologi viser gentagne gange, at negativ forstærkning – altså at straffe uønsket adfærd – hos små børn snarere fører til øget angst, som i sig selv er en udløser for suttebehov. Med andre ord: jo mere vi stresser barnet på grund af tommelfingersutning, jo mere sutter det på tommelfingeren. Kærlig konsekvens, ros for fremskridt og tålmodighed er langt mere effektive redskaber.

Det sker nogle gange, at et barn, der allerede er holdt op med sut eller tommelfinger, vender tilbage til vanen. Det er typisk en reaktion på en forandring i livet – start i børnehave, søskendes fødsel, flytning eller enhver anden situation, der skaber usikkerhed hos barnet. I så fald er der ingen grund til panik. Det er en naturlig regressionsmekanisme, der normalt aftager af sig selv, når barnet tilpasser sig den nye situation. Forælderen kan hjælpe ved at give barnet mere opmærksomhed, fysisk kontakt og forsikring om tryghed.

Som børnelæge og forfatter T. Berry Brazelton, en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige eksperter i børns udvikling, engang sagde: "Børn gør ting i deres eget tempo. Vores opgave som forældre er ikke at presse dem, men at være der, når de er klar." Disse ord gælder også for afvænning fra sut eller tommelfinger – passende pres og støtte ja, men respekt for barnets tempo er lige så vigtigt.

Forældre bør heller ikke glemme regelmæssige besøg hos tandlægen. Det første besøg hos tandlægen bør finde sted senest inden barnets ettårsdag, eller når den første tand bryder frem. Tandlægen kan derefter løbende overvåge, om suttevanerne påvirker tandsættets udvikling, og om nødvendigt anbefale tidlig ortodontisk behandling. Jo tidligere et problem opdages, jo nemmere og billigere er det at løse.

Det er vigtigt at forstå, at tommelfingersutning eller brug af sut ikke er tegn på dårlig opdragelse eller forældrenes svigt. Det er et naturligt udviklingsmæssigt fænomen, som de fleste børn overvinder af sig selv – normalt mellem det tredje og fjerde år. Forælderens rolle er at være en støtte, tilbyde alternativer og om nødvendigt forsigtigt styre situationen. Hvert barn er forskelligt, og det, der virker for ét, virker måske ikke for et andet. Fleksibilitet, empati og vilje til at prøve forskellige tilgange er det mest værdifulde, en forælder kan tilbyde sit barn i denne proces.

At vænne sig af med sut eller tommelfinger er en af de mange små milepæle, som barn og forældre overvinder sammen. Og ligesom andre udfordringer forbundet med forældreskabet – slutter denne også en dag. Med lidt tålmodighed og den rette strategi hurtigere, end forældre tror.

Del