Pots syndrom er ikke bare svimmelhed ved at rejse sig op
Alle kender det – man rejser sig hurtigt fra stolen eller sengen, og i et øjeblik snurrer det rundt. Som regel varer det kun et sekund eller to, og så er alt tilbage til normalt. Men hvad nu hvis denne svimmelhed ved at rejse sig ikke går over? Hvad nu hvis den ledsages af hjertebanken, sløret syn, ekstrem træthed og en fornemmelse af, at man er ved at besvime hvert øjeblik? For tusindvis af mennesker – og statistisk set drejer det sig oftest om unge kvinder – er dette scenarie en daglig realitet. Bag det gemmer sig en tilstand kaldet POTS-syndrom, eller postural ortostatisk takykardi.
POTS-syndrom hører til de lumske sygdomme, der længe overses, bagatelliseres eller forveksles med angst, anæmi eller simpel søvnmangel. Vejen til diagnosen tager i gennemsnit flere år, mens patienterne i mellemtiden besøger en lang række specialister og går derfra uden et klart svar. Alligevel er det en relativt udbredt tilstand – ifølge skøn lider cirka én til tre millioner mennesker af den i USA alene, og Dysautonomia International oplyser, at op til 80 % af diagnosticerede patienter er kvinder i alderen 15 til 50 år.
Prøv vores naturlige produkter
Hvad sker der egentlig i kroppen ved POTS-syndrom
For at forstå, hvorfor svimmelhed ved at rejse sig ved POTS-syndrom ikke blot er en "almindelig svimmelhed", er det nødvendigt at dvæle et øjeblik ved, hvordan en rask krop reagerer på en stillingsændring. Når en rask person rejser sig, reagerer det autonome nervesystem øjeblikkeligt – blodkarrene i den nedre del af kroppen trækker sig sammen for at forhindre tyngdekraften i at "stjæle" for meget blod ned i benene og maven, og hjertet accelererer let for at opretholde en tilstrækkelig blodforsyning til hjernen. Hele denne proces forløber på få sekunder, og personen lægger slet ikke mærke til det.
Hos mennesker med POTS-syndrom fungerer denne mekanisme ikke korrekt. Når de rejser sig, samler blodet sig i den nedre del af kroppen, og hjernen får mindre ilt, end den har brug for. Kroppen forsøger at kompensere for dette ved drastisk at øge pulsen – med mere end 30 slag i minuttet inden for de første ti minutter i stående stilling, og hos yngre patienter endda med mere end 40 slag i minuttet. Denne patologiske acceleration af hjertet uden en tilsvarende stigning i blodtrykket er det grundlæggende diagnostiske kendetegn ved POTS-syndrom. Resultatet er svimmelhed, hjertebanken, svaghed, besvimelsesfornemelse og en lang række andre symptomer, der kan være virkelig udmattende.
Bag denne reguleringssvigt ligger dysfunktion i det autonome nervesystem – den del af nervesystemet, der styrer ufrivillige kroppsfunktioner som vejrtrækning, fordøjelse eller netop regulering af blodtryk og puls. POTS-syndrom hører således til en bredere gruppe af sygdomme kaldet dysautonomia. De præcise årsager er ikke altid klare, men forskere har identificeret flere faktorer, der kan spille en rolle: genetisk disposition, autoimmune processer, tidligere virusinfektion (hvilket er blevet et meget aktuelt emne i forbindelse med long COVID), gennemgået traume eller operation, men også graviditet.
Symptomerne handler desuden ikke kun om svimmelhed ved at rejse sig. Mennesker med POTS-syndrom beskriver kronisk træthed, der ikke reagerer på hvile, problemer med koncentration og hukommelse (såkaldt brain fog eller hjernetåge), hovedpine, kvalme, søvnforstyrrelser, overfølsomhed over for varme og ikke mindst angst. Netop denne angst er paradoksal – læger betragter den sommetider fejlagtigt som årsagen til problemerne, mens den i virkeligheden er deres konsekvens. Hjertebanken og svimmelhed fremkalder logisk nok frygt, ikke omvendt.
Hvorfor POTS-syndrom primært rammer unge kvinder
Spørgsmålet om, hvorfor unge kvinder er så markant mere ramt end mænd, er fascinerende og stadig ikke fuldt ud besvaret. Forskere kommer med flere hypoteser, der sandsynligvis supplerer hinanden.
En af de centrale faktorer er kønshormoner, primært østrogen og progesteron. Disse hormoner påvirker kartonus, regulering af væsker i kroppen og funktionen af det autonome nervesystem. Mange kvinder med POTS-syndrom beskriver forværring af symptomerne i bestemte faser af menstruationscyklussen, under graviditet eller omvendt efter fødsel. Østrogen kan reducere blodkarrenes evne til at trække sig korrekt sammen som reaktion på stillingsændring, hvilket bidrager til ophobning af blod i underekstremiteterne.
En anden faktor er anatomi. Kvinder har generelt et lavere samlet blodvolumen og et mindre hjerte i forhold til kropsstørrelsen. Det betyder, at enhver udsving i blodfordelingen har større indvirkning på dem end på mænd. Studier publiceret i det faglige tidsskrift Journal of the American College of Cardiology antyder desuden, at kvinder kan have en anderledes reaktivitet i det autonome nervesystem, hvilket kan gøre dem mere tilbøjelige til dysautonomia generelt.
Man kan heller ikke overse det faktum, at POTS-syndrom meget ofte udvikler sig i puberteten eller kort derefter – altså i en periode, hvor der sker grundlæggende hormonelle forandringer, og hvor kroppen gennemgår hurtig vækst. Sommetider er det nok med en relativt kort sygdom, stress eller en operation for at sætte en hel kæde af symptomer i gang hos en genetisk disponeret pige.
Det er en trist sandhed, at sygdomme, der primært rammer kvinder – især unge kvinder – historisk set har fået mindre finansiering og er blevet mindre undersøgt. Som Dr. Svetlana Blitshteyn, en fremtrædende amerikansk neurolog med speciale i dysautonomia, bemærkede: "Patienter med POTS bliver alt for ofte afvist som angste eller hysteriske, i stedet for at modtage passende lægebehandling." Denne systemiske bias medfører, at den gennemsnitlige tid fra de første symptomer til diagnosen ligger på omkring fire til seks år – hvilket er absolut ødelæggende for unge kvinder i deres mest produktive alder.
Forestil dig for eksempel en atten år gammel studerende, der hen over sommeren inden hun begynder på universitetet begynder at føle sig uforklarligt træt, oplever svimmelhed, når hun rejser sig fra sengen, og mærker, at hjertet banker så hurtigt, at hun må vente et øjeblik, inden hun kan gå på toilettet. Lægerne udelukker først anæmi, derefter skjoldbruskkirtlen, og så sender de hende til en psykiater. Det tager år, inden nogen udtaler ordet POTS. I mellemtiden når hun ikke sin studentereksamen, ikke optagelsesprøverne, og hun mister sit sociale liv. Denne historie er desværre ikke usædvanlig – den er typisk.
Hvordan POTS-syndrom diagnosticeres og behandles
Diagnosen POTS-syndrom kræver en såkaldt tilt-table-test eller vippebordstest. Patienten ligger fastspændt på et specialbord, der langsomt vippes til lodret stilling, mens puls og blodtryk løbende måles. Hvis der opstår en markant stigning i pulsfrekvensen uden et tilsvarende fald i blodtrykket, er diagnosen bekræftet. Alternativt kan man udføre den enklere såkaldte aktive ortostatiske test direkte på lægekontoret.
Behandlingen af POTS-syndrom er kompleks og meget individuel, fordi årsager og manifestationer varierer fra patient til patient. Der findes ingen universel løsning, men en kombination af tilgange kan markant forbedre livskvaliteten. Generelt anbefalede foranstaltninger omfatter:
- Øget væske- og saltindtag – hjælper med at øge volumenet af cirkulerende blod og stabilisere blodtrykket
- Kompressionsstrømper eller -leggings – forhindrer mekanisk ophobning af blod i underekstremiteterne
- Gradvis motion – især i vandret stilling (svømning, roning, liggende øvelser), som styrker det kardiovaskulære system uden risiko for forværring af symptomerne
- Kostjustering – mindre og hyppigere måltider, begrænsning af simple sukkerarter, tilstrækkeligt med elektrolytter
- Farmakologisk behandling – læger kan ordinere forskellige lægemidler afhængigt af den specifikke mekanisme bag POTS, for eksempel betablokkere, fludrocortison eller midodrin
En vigtig del af behandlingen er også psykologisk støtte, fordi livet med en kronisk sygdom, der ikke er synlig ved første øjekast, er psykisk meget belastende. Patienter med POTS-syndrom møder manglende forståelse fra omgivelserne, sommetider også fra familie eller arbejdsgivere, fordi de udadtil ser raske ud.
Et voksende håb kommer fra den videnskabelige verdens stigende interesse for dysautonomia i forbindelse med long COVID. Mange patienter efter COVID-19 har udviklet symptomer, der ligner POTS-syndrom meget, hvilket har ført til en markant stigning i forskningsfinansiering og til større bevidsthed hos læger. Organisationer som Dysautonomia International eller tjekkiske patientsamfund hjælper mennesker med at orientere sig i systemet, dele erfaringer og finde specialister, der kender og behandler POTS-syndrom.
Svimmelhed ved at rejse sig behøver ikke at være en uskyldig bagatel. Hvis den vedvarer, ledsages af hurtig hjertebanken, træthed eller hjernetåge og plager dig over længere tid, er det bestemt på sin plads at besøge en læge og nævne muligheden for POTS-syndrom. Jo tidligere tilstanden diagnosticeres, jo tidligere kan behandlingen begynde, og jo større er chancen for at vende tilbage til et fuldværdigt liv. Unge kvinder, der kæmper med disse symptomer, bør ikke afvises med ordene "det er nervøsitet" eller "det går over" – de fortjener at blive hørt og undersøgt korrekt.
