Hvad bedstefarens aktive forældreskab manglede hele livet
Der findes et fænomen, som der kun hvískes om i tjekkiske familier – eller slet ikke tales om. En generation af mænd, der voksede op i en tid, hvor fædreroller betød at bringe lønsedlen hjem og tage børnene til fodbold om søndagen, står i dag over for deres børnebørn og spørger sig selv: Gør jeg det egentlig rigtigt? Bedstefædre i aktiv forældreskab er ikke blot en modetrend – det er mænd, der får en anden chance, og mange af dem griber den med overraskende mod med begge hænder.
Sociologer og psykologer følger dette fænomen med stigende interesse. Den generation af mænd, der er født cirka mellem 1945 og 1965 – altså dem, der i dag er bedsteforældre – voksede op i et miljø, hvor faderens følelsesmæssige tilstedeværelse ikke blev betragtet som en nødvendighed, men som en luksus. Opdragelse af børn var kvindernes domæne, mænd sørgede for det materielle grundlag og brugte weekenderne i haven eller garagen. Denne generation betegnes sommetider som "den tabte generation af mænd" – ikke fordi den slog fejl, men fordi den aldrig fik de redskaber, der skulle til for at være anderledes.
Prøv vores naturlige produkter
Hvorfor man taler om den tabte generation af mænd
Begrebet den tabte generation af mænd er ikke nyt. Psykologer og socialforskere bruger det til at beskrive mænd, der blev opdraget i en kultur præget af følelsesmæssig lukkethed, hvor en uskreven regel gjaldt: mænd græder ikke, mænd taler ikke om følelser, mænd går ikke til lægen, og de skifter bestemt ikke bleer. Resultatet var et paradoks – mænd, der elskede deres børn, men ikke kunne udtrykke denne kærlighed på anden måde end gennem arbejde og materiel forsørgelse. Som den amerikanske psykolog og terapeut Terry Real bemærkede i sin bog I Don't Want to Talk About It: "Depression hos mænd ligner ikke sorg. Det ligner vrede, tilbagetrækning og arbejdsbesættelse."
Denne følelsesmæssige distance havde direkte konsekvenser for hele familier. Børn, der voksede op med sådanne fædre, indså som voksne, hvad de havde manglet – en nærværende, engageret og følelsesmæssigt tilgængelig forælder. I dag er disse børn selv forældre og tilgår opdragelsen bevidst anderledes. Og netop denne forandring skaber en interessant spænding såvel som en mulighed: deres egne fædre – nutidens bedstefædre – ser, hvordan deres børn gør ting, som de selv aldrig lærte, og lærer stille og roligt af det.
Det er heller ikke kun et tjekkisk anliggende. Forskning fra hele Europa viser, at bedsteforældrenes involvering i pasningen af børnebørn er i markant vækst. Ifølge Eurostats data er andelen af bedsteforældre, der regelmæssigt passer børnebørn, steget med adskillige procent i de fleste EU-lande i løbet af de seneste to årtier. Tjekkiet er ingen undtagelse – og alligevel består der en forskel mellem, hvor meget bedstemodrene og bedstefædrene involverer sig i pasningen.
Bedstemodrene overtager traditionelt plejen naturligt, uden at tænke meget over det. Bedstefædrene – særligt fra den generation, vi taler om – kommer langsommere ind i den, sommetider usikkert, men til gengæld med desto større intensitet. En mand, der aldrig sad på gulvet med sine egne børn og byggede med klodser, opdager pludselig, at han gør præcis det med sit barnebarn. Og at det giver ham noget, han har savnet hele livet.
Historien om Karel, en 67-årig maskiningeniør fra Brno, er typisk i denne henseende. Han tilbragte minimal tid med sine tre børn – han arbejdede på skiftehold, reparerede bilen i weekenderne, og familien holdt ferie for det meste uden ham. I dag, når hans datter hver fredag afleverer den fireårige Anička, siger han, at det er den vigtigste del af hans uge. "Med mine egne børn kunne jeg det ikke. Jeg vidste ikke hvordan. Men nu... nu er det anderledes. Jeg ved ikke hvorfor, men det er det," betroede han sig i et interview til et tjekkisk familieblad. Han er ikke alene. Lignende historier gentager sig i tusindvis af familier over hele landet.
Den anden chance: Hvad aktive bedstefædre bringer til familierne
Psykologer påpeger noget vigtigt: forholdet mellem bedsteforælder og barnebarn er i sin natur forskelligt fra forholdet mellem forælder og barn, og netop denne forskellighed kan være helende – for begge parter. En forælder opdragder under pres – arbejdsmæssigt, økonomisk, tidsmæssigt. En bedsteforælder har ideelt set ikke dette pres. Han kan være til stede på en måde, som ikke var ham forundt i forældreskabet.
Forskning bekræfter gentagne gange, at bedstefædrenes involvering i pasningen af børnebørn har en målbar positiv indvirkning på børnenes udvikling. En undersøgelse offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of Family Psychology viste, at børnebørn, der har et tæt forhold til deres bedstefar, udviser højere grad af følelsesmæssig robusthed, bedre evne til at løse konflikter og en stærkere identitetsfølelse. Bedstefaren som mandligt forbillede – anderledes end faderen, uden det daglige opdragelsespres – udfylder en uerstattelig rolle i familiens økosystem.
Samtidig gælder det, at aktiv involvering i pasningen af børnebørn også bringer påviselige fordele for bedstefædrene selv. En undersøgelse fra Karlsuniversitetet med fokus på ældre menneskers livskvalitet viste, at mænd, der regelmæssigt passer børnebørn, udviser lavere grad af depressive symptomer, bedre kognitive funktioner og højere samlet tilfredshed med livet. Aktivt forældreskab i rollen som bedsteforælder er altså ikke blot et sentimentalt anliggende – det er et spørgsmål om helbred og meningsfuldhed.
Her rejser sig naturligt spørgsmålet: hvordan udfylder man denne rolle godt, når man mangler forbilleder og erfaring? Bedstefædrene fra den tabte generation af mænd håndterer dette problem på forskellig vis. Nogle vender sig mod deres voksne børn og lader sig vejlede – hvilket i sig selv kræver en ydmyghed, der ikke ville have været dem naturlig i en yngre alder. Andre læser, observerer, iagttager. Mange gør simpelthen, hvad de føler – og opdager, at omsorgsinstinktet har været til stede hele tiden, det har blot ikke haft plads til at komme til udtryk.
Det fysiske miljø og de aktiviteter, som forholdet bygges op omkring, spiller også en vigtig rolle. Bedstefædre fra den aktive bedsteforældergeneration laver i dag mad med børnebørnene, går ud i naturen, reparerer ting, læser eventyr, cykler. De deler hverdagslivets rytme på en måde, som deres egne fædre aldrig delte med deres børn. Og netop denne hverdagsagtighed – ikke store gestus, men små nærværende øjeblikke – er grundlaget for et ægte forhold.
Den økologiske og sunde livsstil, der i dag er en del af mange unge familiers værdiunivers, træder naturligt ind i dette møde mellem generationerne. En bedstefar, der dyrker tomater på balkonen med sit barnebarn, laver trælegetøj eller lærer, at man reparerer frem for at smide ud, videregiver værdier med dybe rødder – og som samtidig resonerer med det, unge familier i dag søger. Bæredygtighed, skånsomhed over for naturen, omsorg for tingene – alt dette er emner, hvor generationerne kan mødes på tværs af kløften mellem de vidt forskellige verdener, de voksede op i.
Det handler dog ikke kun om aktiviteter. Det handler om overførslen af erfaringer og historier. Børn, der kender deres bedsteforældres historier – deres vanskeligheder, deres fejl, deres glæder – har en markant stærkere fornemmelse af familieidentitet og personlig forankring. Search Institute, der i mange år har forsket i børns og unges udvikling, har identificeret tværgenerationelle relationer som et af de centrale "udviklingsaktiver", der beskytter børn mod risikoadfærd og styrker deres robusthed.
Den tabte generation af mænd er altså ikke definitivt tabt. Det er en generation, der kommer sent – men den kommer. Og måske netop fordi den kommer sent, kommer den med en bevidsthed, den ikke havde tidligere. Med bevidstheden om, hvad den forsømte, og med et ønske om i det mindste delvist at råde bod på det – ikke af selvpineri, men af kærlighed, der ventede på sin tid.
Dette skifte har konsekvenser langt ud over de enkelte familier. Et samfund, der formår at integrere ældre mænd i et aktivt tværgenerationelt liv, er sundere i alle henseender. Bedstefædre, der er nærværende, engagerede og følelsesmæssigt tilgængelige, bidrager til at bryde mønstret af følelsesmæssig lukkethed, der ellers overføres fra generation til generation. De viser deres sønner og børnebørn, at det at være mand og det at være følsom, nærværende og omsorgsfuld – ikke er modsætninger. Det er to sider af samme mønt.
Den forandring, der finder sted i nutidens tjekkiske familier, er stille og umærkelig. Den finder ikke sted på konferencer eller i medierne. Den finder sted i stuer, haver og parker, hvor en 67-årig mand med et fireårigt barn på skødet læser en bog om dinosaurer, og de begge er – endelig, uventet, ganske enkelt – hjemme.
