# Co způsobuje škytavku a jak ji rychle zastavit Škytavka je mimovolní křeč bránice – plochého sval
Alle kender den. Den kommer uventet, som regel i det øjeblik, man mindst har brug for det – midt i et vigtigt møde, ved en romantisk middag eller lige inden man skal tale foran et publikum. Hikke er et af de små kropslige fænomener, der kan være overraskende irriterende, selvom det kun varer et par minutter. Men hvad sker der egentlig i kroppen, når vi hikker? Og hvorfor er selv de traditionelle husråd nogle gange utilstrækkelige?
Svarene er overraskende interessante og rækker dybt ind i det menneskelige legemes anatomi og fysiologi. At forstå, hvorfor hikke opstår, er nemlig det første skridt til at stoppe det effektivt.
Prøv vores naturlige produkter
Hvad sker der i kroppen under hikke
Hikke opstår på grund af ufrivillige krampeagtige sammentrækninger af mellemgulvet – det flade muskelorgan, der adskiller brysthulen fra bughulen og spiller en afgørende rolle i vejrtrækningen. Når mellemgulvet pludselig og ukontrolleret trækker sig sammen, forårsager det et hurtigt indåndingsdrag, der straks afbrydes af en lukning af stemmelæberne. Det er netop denne pludselige lukning af stemmesprækken, der producerer den karakteristiske lyd "hik", som alle kender så godt.
Hele processen styres af det autonome nervesystem, hvor vagusnerven (nervus vagus) og mellemgulvsnerven (nervus phrenicus) spiller en central rolle. Disse nerver forbinder hjernen med mellemgulvet, og irritation af dem sætter hele kæden af begivenheder i gang, der fører til hikke. Det er interessant, at hikke fra et evolutionært perspektiv ikke har nogen åbenbar funktion hos voksne mennesker – nogle forskere mener, at det er et levn fra en refleks, der var nyttig hos hvirveldyrenes forfædre under overgangen fra vandmiljø til land, hvor den hjalp med at udskille vand fra gæller.
De hyppigste udløsere er at spise eller drikke for hurtigt, at synke store mængder luft, at indtage meget varm eller kold mad, men også alkohol, pludselig ophidselse eller stress. Mavesækken, der ligger tæt under mellemgulvet, irriterer de omkringliggende nerver ved overfyldning eller udspiling, og disse sender derefter signaler, der forårsager kramper. Derfor kommer hikke så ofte efter et kraftigt måltid eller efter at have drukket brusende vand i store slurke.
De fleste hikketilfælde forsvinder af sig selv i løbet af et par minutter. Hvis hikken dog varer mere end 48 timer, taler man om vedvarende hikke, og hvis den varer mere end en måned, er der tale om kronisk hikke. Dette kan være et symptom på en mere alvorlig sygdom – for eksempel betændelse i spiserøret, en tumor, en stofskifteforstyrrelse eller en lidelse i centralnervesystemet – og fortjener bestemt en lægeundersøgelse.
Hvorfor de traditionelle råd nogle gange virker og andre gange ikke
"Hold vejret, drik et glas vand baglæns, lad nogen skræmme dig." Hvem kender ikke disse klassiske råd, der er overleveret fra generation til generation? Overraskende nok har en del af dem et reelt fysiologisk grundlag – om end ikke altid af de årsager, folk tror.
At holde vejret virker ved at øge niveauet af kuldioxid i blodet. En højere koncentration af CO₂ har en beroligende effekt på nervesystemet og kan afbryde cyklussen af ufrivillige sammentrækninger i mellemgulvet. Vejrtrækning i en papirpose fungerer på samme måde og var i årtier standardrådet – og selvom læger i dag ikke anbefaler denne metode særlig meget af sikkerhedsmæssige årsager (der er risiko for hypoxi ved længere tids brug), er princippet bag den solidt.
At drikke vand, især i små slurke eller med fingrene i ørerne, kan stimulere vagusnerven og afbryde den refleksive sløjfe. Selve synkebevægelsen aktiverer muskulære bevægelser i spiserøret, der kan "overdøve" rytmen i mellemgulvskramperne. Lignende effekt har issutten eller at synke en skefuld sukker – den fysiske stimulation af svælget og spiserøret forstyrrer det gentagne nervesignal.
At blive skræmt fungerer efter et andet princip: en pludselig overraskelse aktiverer det sympatiske nervesystem og forårsager kortvarig stress, der kan afbryde mellemgulvets automatiske bevægelsesmønster. Det er lidt som at genstarte en computer – en hurtig overbelastning af systemet, der sletter den problematiske proces. Men effekten er upålidelig og afhænger af overraskelsens intensitet og af det konkrete individ.
Der findes også mindre traditionelle, men videnskabeligt underbyggede tilgange. En af dem er det såkaldte Valsalva-manøvre – et forsøg på at udånde med lukket mund og næse, der øger trykket i brysthulen og kan stimulere vagusnerven. En anden er direkte massage af karotissinus på halsen, der sænker pulsen og beroliger nervesystemet – denne metode bør dog kun udføres af en læge.
Den amerikanske organisation Cleveland Clinic oplyser, at hjemmemetoder som regel er tilstrækkelige ved kortvarig hikke, og at de mest effektive er dem, der direkte påvirker vagusnervens funktion eller øger CO₂-niveauet i blodet.
Hvornår er hikke mere end bare en gene
For de fleste mennesker er hikke blot en kortvarig irritation. Men der er situationer, hvor et banalt fænomen bliver et reelt problem. For eksempel kom den 93-årige amerikaner Charles Osborne ind i Guinness Rekordbog som den person, der hikkede uafbrudt i 68 år – fra 1922 til 1990. Hans tilfælde er ganske vist en ekstrem undtagelse, men det viser, at hikke kan antage meget alvorlige former.
Kronisk hikke forringer livskvaliteten markant – den forstyrrer søvnen, vanskeliggør spisning og drikning, komplicerer kommunikation og kan føre til udmattelse og psykiske problemer. I sådanne tilfælde griber lægerne til farmakologisk behandling. Det hyppigst anvendte lægemiddel er chlorpromazin (et antipsykotikum), som i nogle lande er godkendt specifikt til behandling af hikke. Andre muligheder er metoclopramid, baclofen eller gabapentin, og valget afhænger af årsagen og patientens generelle helbredstilstand.
I ekstreme tilfælde af vedvarende hikke forårsaget af irritation af mellemgulvsnerven kan der også gøres brug af kirurgiske indgreb – for eksempel blokade eller afskæring af mellemgulvsnerven. Dette er dog virkelig exceptionelle situationer, der kun berører en brøkdel af patienterne.
Det er interessant, at hikke forekommer hyppigere hos mænd end hos kvinder, særligt i tilfælde af vedvarende eller kronisk hikke. Forskerne ved endnu ikke præcis hvorfor, men man antager, at hormonelle forskelle og anatomiske forskelle i nervesystemets opbygning spiller en rolle.
Hikke kan også være en bivirkning af visse lægemidler – for eksempel kortikosteroider, benzodiazepiner eller kemoterapeutika. Patienter i onkologisk behandling klager over det ret hyppigt, og derfor er forskningen på dette område intensivt fokuseret på at finde effektive og sikre måder at dæmpe hikke hos disse specifikke patientgrupper.
Det er også værd at nævne, at hikke forekommer hos ufødte børn i livmoderen – ultralydsoptagelser viser tydeligt, hvordan fosteret hikker allerede fra andet trimester af graviditeten. I dette tilfælde er der sandsynligvis tale om træning af åndedrætsmusklerne og reflekserne, der forbereder barnet på livet uden for livmoderen. Det er et af beviserne på, at hikke er en dybt forankret fysiologisk refleks med en lang evolutionær historie.
Hvordan bør man så forholde sig til hikke i hverdagen? Forestil dig en situation, som mange kender alt for godt: du sidder til et arbejdsmøde, foran dig venter en præsentation for tyve kolleger, og netop i det øjeblik begynder du at hikke. Panik forværrer situationen, fordi stress i sig selv er en udløser. Den bedste strategi er at bevare roen, trække vejret dybt og diskret, holde vejret et øjeblik og derefter puste langsomt ud. Denne enkle fremgangsmåde øger CO₂-niveauet og aktiverer samtidig det parasympatiske nervesystem, der beroliger kroppen. Hvis der er et glas vand i nærheden, kan et par langsomme slurke med fingrene i ørerne hjælpe hurtigere.
Forebyggelse er naturligvis bedre end behandling. Den, der lider af tilbagevendende hikke og ved, hvad der udløser det, kan reducere risikoen ved at spise langsomt og i ro, undgå meget varme eller kolde drikke serveret hurtigt efter hinanden, begrænse alkohol og kulsyreholdige drikkevarer og undlade at spise lige inden stressende situationer. Det kræver ingen revolution i livsstilen – det handler blot om at være lidt mere opmærksom på, hvordan og hvad vi spiser.
Hikke er en af de fascinerende påmindelser om, hvor kompleks og samtidig overraskende sårbar den menneskelige krop er. Nerver, muskler, reflekser og nervesystemet arbejder i konstant samspil – og nogle gange går dette samspil kortvarigt i uorden. Som regel er det ikke noget alvorligt. Men at forstå, hvad der foregår under overfladen, giver os ikke blot bedre redskaber til at slippe af med hikken, men også en dybere respekt for, hvor bemærkelsesværdigt vores organisme fungerer.
