# Návrat til sig selv efter barsel
At vende tilbage til arbejdet efter barsel – eller blot tilbage til det "normale" liv – er for mange kvinder en oplevelse, der er svær at beskrive. Man ville forvente glæde, lettelse, måske lidt nostalgi – og i stedet kommer en følelse af at have taget en frakke på, der ikke længere passer. Det samme arbejde, de samme venner, den samme by, men indeni er noget fundamentalt skiftet. Denne desorientering er hverken svaghed eller overdreven følsomhed. Det er en naturlig konsekvens af en af de dybeste forvandlinger, som den menneskelige hjerne og krop overhovedet kan gennemgå.
Psykologer og neurovidenskabsfolk taler i dag om et fænomen kaldet matrescence – et begreb, som antropologen Dana Raphael først brugte i 1970'erne, og som i de seneste år er vendt tilbage til den faglige diskussion med fornyet styrke. Det drejer sig om en overgangsperiode, hvor en kvinde bliver mor, og dens omfang er sammenligneligt med puberteten. Ligesom kroppen, hjernen, identiteten og relationerne til andre ændrer sig i ungdomsårene, sker det samme ved overgangen til moderskabet – men denne gang uden samfundsmæssig anerkendelse, uden vejledning og som regel midt i kronisk søvnmangel.
Prøv vores naturlige produkter
Hvad sker der i hjernen og kroppen
Forskning offentliggjort i bl.a. det videnskabelige tidsskrift Nature Neuroscience har vist, at graviditet og fødsel medfører målbare ændringer i kvindens hjernestruktur. Den grå substans i områder forbundet med empati, social perception og evnen til at aflæse andres behov omorganiseres – og disse ændringer varer ved i årevis efter fødslen. Moderens hjerne ombygges bogstaveligt talt for at være bedst muligt rustet til at tage sig af barnet. Bivirkningen er imidlertid, at den kvinde, der vender tilbage til en verden, der kendte hende "fra før", kan føle sig fremmed i sin egen hud.
Hertil kommer hormonelle udsving, hvis omfang ikke har nogen parallel i kvindens voksne liv. Østrogen og progesteron, der er på ekstremt høje niveauer under graviditeten, falder brat efter fødslen. Oxytocin – tilknytnings- og tillidshormonet – svinger derimod afhængigt af amning og fysisk kontakt med barnet. Kortisol, stresshormonet, er kronisk forhøjet på grund af konstant årvågenhed og søvnmangel. Resultatet er en cocktail, der påvirker humør, hukommelse, koncentrationsevne og fornemmelse af egen værd. Det er ikke underligt, at mange kvinder beskriver det første år efter fødslen som en periode, hvor de "mister sig selv".
Den fysiske side er dog kun en del af billedet. Lige så dyb – og måske endnu mindre synlig – er identitetsforvandlingen. Hvem er jeg nu? Er jeg stadig den ambitiøse projektleder, eller er jeg først og fremmest mor? Kan jeg være begge dele? Og hvad nu hvis jeg kan lide den nye rolle mere, end jeg forventede – eller omvendt mindre?
Disse spørgsmål er ikke filosofisk luksus. De er hverdagsvirkelighed for millioner af kvinder, der forsøger at samle to versioner af sig selv: den, der eksisterede før barnet, og den, der opstod efter.
Syndromet "jeg er ikke mig selv" har et navn og årsager
En af de hyppigste følelser, kvinder taler om efter barslen, er følelsen af at have mistet sig selv. På engelsk er udtrykket identity loss – identitetstab – slået igennem, og forskning bekræfter gentagne gange, at der er tale om et reelt, udbredt og undervurderet problem. En undersøgelse offentliggjort i Journal of Personality and Social Psychology fandt, at overgangen til forældreskabet er et af de største "identitetschok" i det voksne liv, og at dette chok typisk er mere markant for kvinder end for mænd – bl.a. fordi kvinder stadig bærer en uforholdsmæssigt stor del af det usynlige omsorgs- og husarbejde.
Et eksempel er Markéta, en 33-årig grafiker fra Brno, der vendte tilbage på deltid til sit tidligere job efter to års barsel. "Jeg troede, jeg glædede mig," siger hun. "Og det gjorde jeg. Men den første dag på kontoret sad jeg foran computeren og vidste ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Som om jeg savnede nogen, jeg ikke engang havde kendt i årevis – og samtidig kunne jeg ikke vente med at være mig igen." Dette paradoks – længslen efter sin egen tid og samtidig en følelse af tomhed eller skyld, når man endelig har den – er fuldstændig typisk for mange mødre.
Den såkaldte kognitive byrde ved moderskabet spiller også en rolle, som bl.a. sociolog og forfatter Gemma Hartley behandler i bogen Fed Up. Konstant planlægning, foregribelse af behov, organisering af familielivet – alt dette foregår i baggrunden af enhver anden aktivitet og tærer på den mentale kapacitet, der tidligere tjente andre formål. En kvinde, der før fødslen uden problemer håndterede komplekse arbejdsprojekter, kan pludselig have en fornemmelse af, at hendes "tankeapparat er holdt op med at fungere". I virkeligheden behandler hendes hjerne blot en enorm mængde andre informationer.
Det indfanger præcist dette citat fra den australske psykolog Oscar Serrallach, der har arbejdet med matrescence i mange år: "Mødre er ikke udmattede, fordi de er svage. De er udmattede, fordi de bærer for meget – og de gør det for det meste usynligt."
Hvad kan man gøre – konkrete skridt mod balance
Bevidstheden om, at denne forvandling er normal og har biologiske såvel som samfundsmæssige rødder, er i sig selv en lettelse. Men det er ikke nok. Hvad hjælper så rent faktisk kvinder, der efter barslen føler sig som fremmede i deres eget liv?
Det vigtigste er frem for alt at sætte ord på, hvad der sker – og det uden selvbebrejdelse. Mange kvinder skammer sig over deres følelser, fordi de føler sig utaknemmelige: de har et sundt barn, et fungerende forhold, et arbejde – og alligevel føler de sig fortabte. Men netop denne italesættelse, helst i deling med en nær person eller en fagperson, åbner vejen til reel forandring. Terapeutiske tilgange rettet mod identitetsmæssige overgangsperioder, som narrativ terapi eller tilgange baseret på ACT (Acceptance and Commitment Therapy), har vist gode resultater i denne sammenhæng.
Lige så vigtigt er det at holde op med at lede efter "det gamle jeg" og i stedet tillade sig at udforske, hvem man er nu. Det betyder ikke at opgive de hobbyer, venner eller ambitioner, man havde før barnet. Det betyder at acceptere, at ens nye version er en udvidelse og ikke en erstatning for den tidligere. Nogle gange viser det sig i denne proces, at gamle prioriteter ikke længere resonerer – og det er i orden. Andre gange opdager man, at de ønsker, man havde, stadig er ens egne, men blot kræver en anden tid eller form.
Kropspleje spiller også en stor rolle og forsømmes systematisk efter barslen. Det handler ikke om diætplaner eller træning som præstation – det handler om grundlæggende ting, som hjernen og hormonsystemet har brug for for at fungere. Tilstrækkelig søvn (selv om den er fragmenteret), bevægelse i frisk luft, ernæring rig på næringsstoffer, der understøtter hormonbalancen og tarmmikrobiomet. Forskning viser gentagne gange, at tarmbakterierne har direkte indflydelse på humør og mental sundhed via den såkaldte tarm-hjerne-akse, og netop efter fødslen er tarmmikrobiomet ofte markant forstyrret. At inkludere fermenterede fødevarer, tilstrækkelig kostfiber eller kvalitetsprobiotika kan være overraskende effektive redskaber i den samlede mosaikk af egenomsorg.
En vigtig del af vejen tilbage til sig selv er også at opbygge fællesskab. Isolation er en af de største risikofaktorer for fødselsdepression og langsigtet identitetstab. Hvad enten det drejer sig om mødregrupper, venner der kendte en "fra før" og accepterer en "nu", eller online-fællesskaber af kvinder, der gennemgår en lignende periode – bevidstheden om, at man ikke er alene, har en dokumenteret terapeutisk effekt. Verdenssundhedsorganisationen understreger i sine anbefalinger for mødres mentale sundhed social støtte som en af de vigtigste beskyttende faktorer.
Og så er der arbejdet med partneren eller de nærmeste. Identitetsforvandlingen berører nemlig hele familiesystemet. Partnere, forældre, venner – alle har en tendens til at forvente, at kvinden "vender tilbage til det normale", uden at de er klar over, at det normale er forandret for altid. En åben samtale om, hvad der sker indeni, kan være ubehagelig, men den er nødvendig. Parterapi eller familieterapi i denne periode er ikke et tegn på fiasko – det er udtryk for omsorg for forholdet.
Til sidst er det værd at nævne rollen som hverdagsritualer og små øjeblikke, der kun tilhører dig. Morgenkaffe i stilhed, læsning inden sengetid, en gåtur uden barnevogn, kreativ aktivitet, meditation – hvad som helst, der minder dig om, at du eksisterer ud over rollen som mor. Disse øjeblikke er ikke selviskhed. De er grundlæggende mental hygiejne og på lang sigt gavner de hele familien.
Moderskabet forandrer en kvinde på en måde, som vores samfund stadig ikke fuldt ud formår at værdsætte eller sætte ord på. Og dog er netop denne forvandling – den desorientering, den følelse af fremmedhed i sit eget liv – et bevis på dybden af det, kvinden har gennemgået. Det er ikke en identitetskrise. Det er en ombyggelse af identiteten. Og ligesom enhver stor renovering kræver også denne tid, tålmodighed og de rette redskaber – ikke et perfekt resultat ved første forsøg.
