Overdreven empati og udmattelse fra andres følelser har en løsning
Empati er en af de smukkeste menneskelige egenskaber. Evnen til at sætte sig ind i et andet menneske, forstå dets smerte, glæde eller frygt uden selv at opleve det, adskiller os fra andre skabninger og danner grundlaget for dybe mellemmenneskelige relationer. Men som med så mange ting i livet gælder det, at selv for meget af noget godt kan skade. Overdreven empati og udmattelse fra andres følelser er emner, der tales mere og mere om – og med rette. Der findes mennesker, som er så dybt forbundet med deres omgivelsers følelsesmæssige verden, at de gradvist mister kontakten til sig selv.
Det er ikke svaghed eller overdrivelse. Det er et reelt psykologisk fænomen, som kan udmatte selv de stærkeste personligheder fuldstændigt. Og alligevel er det mange, der slet ikke genkender det, fordi det fremstår som en dyd.
Prøv vores naturlige produkter
Hvad sker der egentlig, når empati overskrider en sund grænse
Psykologer skelner mellem kognitiv empati – altså evnen til intellektuelt at forstå, hvad en anden oplever – og affektiv empati, hvor en person bogstaveligt talt fysisk mærker andres følelser. Netop den sidstnævnte form kan, hvis den ikke afbalanceres med sunde grænser, være en kilde til enorm psykisk belastning. Eksperten på dette område, psykolog og forfatter Judith Orloff, som i lang tid har beskæftiget sig med såkaldte empatier – altså mennesker med en usædvanlig stærk evne til at absorbere omgivelsernes følelser – beskriver denne tilstand som "følelsesmæssig overbelastning". I sin bog The Empath's Survival Guide skriver hun: "Empatier absorberer verdens stress, glæde, energi og smerte. Uden de rette redskaber kan de nemt gå tabt i andres følelser."
Et menneske med overdreven empati, eller om man vil, et følelsesmæssigt meget sensitivt menneske, nøjes ikke med blot at forstå en situation. Det oplever den. Når veninden græder over et brud, føler det ikke blot medfølelse – det føler sorg. Når en kollega raser til et møde, overføres spændingen direkte til den sensitive observers mave. Denne evne kan være enormt værdifuld i mellemmenneskelige relationer, men hvis den ikke har sine naturlige grænser, bliver den langsomt og umærkeligt til en fælde.
Det er interessant, at videnskaben bekræfter dette fænomen også på neurologisk niveau. Forskning fokuseret på såkaldte spejlneuroner – hjerneceller, der aktiveres både ved egne handlinger og ved at observere den samme handling hos andre – tyder på, at nogle mennesker har dette system mere sensitivt end andre. Det betyder, at deres hjerne bogstaveligt talt "genafspiller" andres følelsesmæssige oplevelser, som om de var deres egne. Det er derfor ikke overraskende, at sådanne mennesker forlader familiemøder udmattede, venskabelige samtaler trætte og arbejdsmøder følelsesmæssigt tømt – selv om de selv ikke har oplevet noget dramatisk.
Forskning inden for neurovidenskab og empati publiceret på platformen Greater Good Science Center ved Berkeley University viser, at overdreven empati uden følelsesmæssig regulering kan føre til udbrændthed, angst og depression. Det handler altså ikke blot om sensitivitet, men om et reelt sundhedsproblem, der fortjener opmærksomhed.
Hvordan ser følelsesmæssig udmattelse fra andres følelser ud i hverdagen
Forestil dig Lucie, en trediveårig lærer fra Brno. Hver dag kommer hun ind i et klasseværelse fyldt med børn med forskellige historier – skilte forældre, mobning i skolen, præstationsangst. Lucie er en fremragende pædagog netop fordi hun virkelig ser hvert enkelt barn. Men efter arbejde går hun hjem med en følelse af at have gennemført et maraton. Hun har ikke lyst til at tale, ønsker ikke kontakt med venner, og om aftenen er hun ikke i stand til at se selv en let serie, fordi enhver følelsesmæssig stimulus overvælder hende. Weekenderne tilbringer hun i sengen og tænker, at hun nok er syg. I virkeligheden lider hun af det, der kaldes følelsesmæssig udmattelse fra overdreven empati – og hun selv sætter ikke ord på det sådan, fordi hun tror, at hun blot "ikke kan følge med".
Lucie er ingen undtagelse. Lignende historier deles af læger, socialarbejdere, terapeuter, men også mødre til små børn, plejere af syge pårørende eller mennesker, der i deres omgangskreds naturligt opfattes som "dem, man går til for at få råd". Disse mennesker har ét til fælles: deres følelsesmæssige kapacitet tømmes konstant af andres behov, uden at de får mulighed for at genoplade den.
Symptomerne på denne tilstand er meget konkrete. Personen føler sig kronisk træt uden nogen tydelig fysisk årsag. Den undgår sociale situationer, som tidligere glædede den. Den har svært ved at koncentrere sig, fordi sindet er oversvømmet med behandling af andres følelsesmæssige indhold. Den kan lide af hovedpine, fordøjelsesproblemer eller søvnforstyrrelser – altså symptomer, der normalt tilskrives stress, men hvis rod ligger dybt i følelsesmæssig overbelastning. Det er også vigtigt, at sådanne mennesker ofte har stor svært ved at sige "nej" – at afvise en anmodning om hjælp udløser en stærk skyldfølelse, og de befinder sig derfor gentagne gange i situationer, hvor de giver mere, end de kan.
Et meget specifikt udtryk er også den såkaldte overtagelse af stemninger. En empatisk person træder ind i et rum og "suger" atmosfæren til sig på kort tid. Hvis der er nogen i rummet, der er trist eller vred, mærker empatipersonen det på egen krop – og ved ofte ikke engang hvorfor. Denne evne kan i visse situationer være en fordel, for eksempel ved arbejde med mennesker eller inden for de visuelle kunstarter, men uden bevidst regulering bliver den en kilde til konstant stress.
Det er interessant, hvor meget dette emne også resonerer i relationer. Partnere til meget empatiske mennesker elsker dem ofte netop for deres sensitivitet og evne til forståelse. Men de klager samtidig over, at deres kære "ikke tåler konflikter", reagerer overdrevent på kritik eller lukker sig inde i sig selv i timevis efter krævende samtaler. Det er ikke en lunte – det er en naturlig beskyttelse af et overbelastet nervesystem.
Hvordan man hjælper sig selv, når empati begynder at dræne energien
Den gode nyhed er, at overdreven empati og følelsesmæssig udmattelse fra andres følelser ikke er en skæbne. De er en udfordring, som der findes konkrete svar på. Nøglebegrebet her er følelsesmæssige grænser – ikke i betydningen kold afstand, men i betydningen en bevidst beslutning om, hvor jeg slutter og du begynder. At sætte grænser betyder ikke, at vi holder op med at være empatiske. Det betyder, at vi lærer at være empatiske på en bæredygtig måde.
Et af de mest effektive redskaber er regelmæssig refleksion over sin egen følelsesmæssige tilstand. En simpel øvelse, hvor man ved slutningen af dagen bevidst "returnerer" de følelser, man ubevidst har tilegnet sig i løbet af dagen, kan have en overraskende stærk effekt. Terapeuter anbefaler for eksempel en kort meditation eller dagbogsnotat med ét enkelt spørgsmål: "Hvad af det, jeg føler i dag, er virkelig mit?" Dette spørgsmål er ikke filosofisk – det er meget praktisk og hjælper med at skabe en klar grænse mellem egne oplevelser og det, der er overtaget fra andre.
Fysisk bevægelse og ophold i naturen spiller også en vigtig rolle. For følelsesmæssigt overbelastede individer har naturen en særlig regenererende effekt – den sænker kortisolniveauet, beroliger nervesystemet og hjælper med at "udlufte" ophobede følelser uden nødvendigvis at verbalisere dem. En gåtur i skoven, havearbejde eller simpel kontakt med jorden er ting, der kan lyde banale, men hvis effekt på psyken er videnskabeligt dokumenteret. For eksempel bekræfter en undersøgelse publiceret i tidsskriftet Frontiers in Psychology, at regelmæssigt ophold i naturlige omgivelser markant reducerer symptomerne på følelsesmæssig udmattelse.
Lige så vigtigt er bevidst genopladning af energi – og ikke kun psykisk, men også fysisk. Krop og sind er forbundet på en måde, som moderne videnskab først er ved at afdække fuldt ud. Kvalitetssøvn, ernæring rig på næringsstoffer, der støtter nervesystemet, såsom omega-3 fedtsyrer, magnesium eller adaptogene planter som ashwagandha, kan markant øge modstandsdygtigheden over for følelsesmæssig overbelastning. Det er netop derfor, at interessen for naturlige kosttilskud og produkter, der støtter psykisk velvære, er steget de seneste år – mennesker søger intuitivt måder at støtte deres udmattede system indefra.
En del af egenomsorgen bør også være bevidst opsætning af "følelsesmæssige pauser". Hvis en person ved, at der venter en krævende samtale eller et møde med et følelsesmæssigt tungt menneske, kan de forberede sig bevidst på det – og på samme måde bevidst planlægge tid til at komme sig. Det er ikke selviskhed. Det er grundlæggende mental hygiejne, uden hvilken selv det mest kærlige menneske før eller siden bryder sammen.
Terapeutisk arbejde, hvad enten det er individuelt eller i gruppe, kan være ekstraordinært gavnligt for stærkt empatiske individer. Ikke kun fordi det tilbyder et sikkert rum til at bearbejde ophobede følelser, men også fordi det hjælper med at forstå egne adfærdsmønstre – hvorfor man overtager ansvaret for andres følelser, hvor denne tendens stammer fra, og hvordan man bevidst kan ændre den. Kognitiv adfærdsterapi og mindfulness-baseret arbejde er i denne henseende veldokumenterede og effektive tilgange.
Til sidst er den måske vigtigste forandring den enkleste: at indrømme over for sig selv, at overdreven empati kan gøre ondt. At være "for sensitiv" ikke er en karakterfejl eller overdrivelse. At udmattelse fra andres følelser er reel, legitim og fortjener opmærksomhed – den samme opmærksomhed, som det empatiske menneske vier alle omkring sig. At tage vare på sin egen følelsesmæssige kapacitet er ikke luksus. Det er en forudsætning for, at man kan være virkelig til stede for andre – på lang sigt, bæredygtigt og med glæde.
