Hikikomori eller isolation hos voksne kvinder vokser verden over
Ordet "hikikomori" stammer fra japansk og betyder omtrent "at trække sig indad" eller "at være lukket inde." Den japanske psykiater Tamaki Saitō beskrev første gang begrebet i 1990'erne som en tilstand, hvor en person holder op med at forlade hjemmet i mere end seks måneder og undgår enhver social kontakt. Oprindeligt antog man, at det næsten udelukkende var et problem for unge japanske mænd, som ikke kunne håndtere præstationspresset i skole- og arbejdsmiljøet. I dag ved vi dog, at denne forestilling var ufuldstændig – og måske bevidst forsimplet. Hikikomori berører nemlig i stigende grad også voksne kvinder, og ikke kun i Japan, men over hele verden, herunder i Europa.
Hvorfor vidste vi ikke dette i så lang tid? Svaret er overraskende enkelt: kvinder isolerer sig på en anden måde. Deres tilbagetrækning er mindre iøjnefaldende, socialt mere acceptabel og lettere at overse for omgivelserne. Mens en ung mand lukket inde på sit værelse vækker opmærksomhed, kan en kvinde, der passer hjemmet, ikke arbejder og ikke går ud, opfattes som "den der tager sig af familien" eller som "den indadvendte type". Samfundet tillader hende på en vis måde denne usynlighed – og netop derfor er situationen for mange kvinder så alvorlig.
Prøv vores naturlige produkter
Hvorfor kvinder forbliver usynlige
En undersøgelse publiceret i det videnskabelige tidsskrift World Psychiatry viste, at den globale forekomst af hikikomori er betydeligt højere end oprindeligt antaget, og at kvinder udgør en ikke ubetydelig del af de ramte. Problemet er imidlertid, at kvinders isolation ofte maskeres af de roller, som samfundet tildeler dem. Omsorg for hjemmet, pleje af børn eller syge slægtninge – alt dette er legitime grunde til, at en kvinde ikke går ud, uden at nogen reagerer.
Forestil dig en 35-årig kvinde, der bor i en mellemstor by. Hun holdt op med at gå på arbejde efter barselsorloven, fordi hun "ikke nåede at vende tilbage". Gradvist begrænsede hun kontakten med veninder – først udsatte hun møder, derefter holdt hun op med at svare på beskeder. Hun handler udelukkende online og får mad leveret. Hendes partner arbejder, børnene går i børnehave. Hun er hjemme, alene, hver dag, og ingen synes, det er underligt. Ikke engang hun selv – i hvert fald ikke i begyndelsen. En sådan historie er ikke usædvanlig. Den er typisk.
Kvinders isolation udvikler sig langsomt og umærkeligt, næsten altid under et påskud, der lyder fornuftigt: træthed, omsorg for andre, behov for ro. Netop denne gradvise udvikling gør den så snedig. Det handler ikke om et dramatisk brud, men om en række små beslutninger, der hver for sig giver mening, men hvis sum skaber en solid mur mellem kvinden og verden.
Psykologer påpeger, at hikikomori hos kvinder meget ofte skyldes en kombination af angstlidelser, depression og traumer – og alle disse faktorer diagnosticeres sent eller slet ikke hos kvinder. Ifølge data fra Verdenssundhedsorganisationen lider cirka dobbelt så mange kvinder som mænd af depression, og en stor del af dem søger aldrig professionel hjælp. Isolation fungerer derefter som en afhjælpningsstrategi – den reducerer angsten på kort sigt, men forværrer den på lang sigt.
Det er vigtigt at skelne mellem bevidst ensomhed, som kan være sund og genoprettende, og patologisk isolation, som gradvist lamrammer mennesket. Filosoffen og forfatteren May Sarton skrev: "At være alene med sig selv er enormt vigtigt for mig. Men at være fanget alene med sig selv – det er helvede." Netop denne grænse – mellem sund ensomhed og fangenskab – er afgørende i tilfælde af hikikomori og samtidig meget vanskelig at erkende.
En stille epidemi i moderne tid
COVID-19-pandemien forværrede hele situationen dramatisk. Nedlukningerne normaliserede det at opholde sig hjemme i en sådan grad, at mange kvinder, der allerede befandt sig på grænsen til isolation, stille og roligt krydsede denne grænse – og aldrig vendte tilbage. Hjemmet blev ikke blot et tilflugtssted, men også et fængsel, og væggene mellem disse to tilstande er tynde og lette at overse.
Digitale teknologier spiller en tvetydig rolle i denne sammenhæng. På den ene side giver de isolerede kvinder mulighed for at opretholde i det mindste minimal kontakt med omverdenen – via sociale medier, videoopkald eller online-fællesskaber. På den anden side uddyber de paradoksalt nok isolationen, fordi de reducerer behovet for fysisk kontakt til et absolut minimum. Når alt kan klares fra sofaen – shopping, arbejde, kommunikation, underholdning – forsvinder motivationen til at forlade hjemmet. Og med den forsvinder evnen til at gøre det.
Sociale medier tilføjer desuden et lag af sammenligning, som er særligt giftig for kvinder med tilbøjelighed til isolation. Den konstante strøm af billeder af andres "perfekte liv" styrker følelsen af egen utilstrækkelighed og skam – og skam er en af de stærkeste drivkræfter bag hikikomori. Skammen siger: jeg er ikke god nok til at være derude. Jeg er ikke god nok til, at nogen ser mig.
Forskere fra det japanske Nationale politi og Sundhedsministerium anslår, at over en million mennesker i Japan lever i varierende grad af isolation. Europæiske undersøgelser antyder, at situationen på det gamle kontinent ikke er meget bedre – blot mindre dokumenteret. I Tjekkiet eksisterer der endnu ingen systematiske data om forekomsten af hikikomori, hvilket i sig selv siger noget om, hvor lidt dette emne reflekteres i den hjemlige kontekst.
Alligevel er signalerne overalt omkring os. Det er kvinder, der holdt op med at komme til naboarrangementer. Veninder, der altid finder en grund til, at de ikke kan mødes. Kollegaer, der forsvandt fra synsfeltet efter barselsorloven. Søstre, der "har det fint, men bare har brug for ro". Denne usynlighed er ikke tilfældig – den er en konsekvens af, at samfundet tillader kvinder (eller rettere sagt ikke forhindrer dem i) at forsvinde.
Perfektionisme spiller også en vigtig rolle, og den er statistisk set mere udtalt hos kvinder end hos mænd og ytrer sig på en specifik måde i forbindelse med hikikomori. En kvinde trækker sig ikke tilbage, fordi hun giver op – hun trækker sig tilbage, fordi hun er bange for at fejle. Hun er bange for ikke at være sjov nok, smuk nok, succesfuld nok, interessant nok. Og fordi der derude lurer bedømmelse og sammenligning, foretrækker hun at blive, hvor det er sikkert. Hjemme. Alene.
Den fysiske sundhed må heller ikke glemmes. Langvarig stillesiddende adfærd, mangel på naturligt lys, forstyrret søvnrytme og forsømt kost – alt dette er ledsagefænomener til isolation, der gradvist sætter sit præg på kroppen. Bevægelse, frisk luft og naturligt lys er videnskabeligt dokumenterede faktorer, der understøtter psykisk balance. En undersøgelse publiceret i tidsskriftet JAMA Psychiatry har gentagne gange bekræftet, at regelmæssig bevægelse udendørs reducerer risikoen for depression med titusindvis af procent. Isolation blokerer fuldstændigt denne naturlige forsvarsmekanisme.
Omsorg for sin egen krop og det miljø, som kvinden lever i, kan i øvrigt blive et af de første skridt tilbage. Det handler ikke om store gestus, men om små ritualer – en morgenkop te ved vinduet, pleje af en stueplante, bevidst valg af fødevarer, der gavner kroppen. En sund livsstil i den bredeste forstand – som omsorg for sig selv, sit miljø og sit forhold til verden – kan være en stille bro fra isolation tilbage til livet. Det er ikke en behandling, men ankre, der minder om, at både krop og sind har brug for omsorg og kontakt med verden.
Men hvordan genkender man isolation – hos sig selv eller hos en nærtstående? Der er flere advarselssignaler, der er værd at være opmærksom på:
- Gradvis begrænsning af sociale aktiviteter uden nogen åbenlys ydre årsag
- Undgåelse af telefonopkald og personlige møder, hvor kommunikation udelukkende foregår skriftligt eller slet ikke
- En følelse af lettelse ved aflysning af planer og tiltagende angst ved tanken om at forlade hjemmet
- Tab af interesse for aktiviteter, der tidligere bragte glæde
- Tiltagende afhængighed af det online miljø som erstatning for virkelige relationer
- Skam og en følelse af "ikke at være god nok" til kontakt med omverdenen
Hvis nogen genkender sig selv i disse signaler, er det vigtigt at vide, at det ikke er et tegn på svaghed eller fiasko. Hikikomori er ikke et valg – det er psykens reaktion på overbelastning, traumer eller langvarigt uopfyldte behov. Og som enhver reaktion har den en årsag, der kan navngives og adresseres.
Professionel hjælp – hvad enten det er i form af psykoterapi, psykiatrisk behandling eller selvhjælpsgrupper – er afgørende i sådanne tilfælde. I Tjekkiet kan man for eksempel kontakte Centrum for mental sundhed eller benytte online platforme for psykologisk rådgivning, som er mere naturligt tilgængelige for kvinder i isolation end et fysisk besøg på en klinik.
Hikikomori hos voksne kvinder er et emne, der fortjener høj opmærksomhed – netop fordi det foregår i stilhed. Det sker bag lukkede døre, under hverdagens dække, med et ansigt, der ved første øjekast ikke ser ud som ansigtet på et menneske i nød. Og måske er det netop derfor så presserende at tale om det – mens der stadig er nogen, der lytter.
