Fødselsdepression rammer også mænd
Når man siger fødselsdepression, tænker de fleste mennesker straks på en mor, der kæmper med følelsesmæssig udmattelse efter et barns fødsel. Det er logisk – der tales stadig oftere om fødselsdepression hos kvinder, der oprettes støtteprogrammer, oplysningskampagner og faglige rådgivningscentre. Men kun få er klar over, at nøjagtig det samme problem kan ramme en nybagte far. Fødselsdepression hos fædre er et emne, der længe har stået i skyggen, og selvom fagfolk har gjort opmærksom på det i mange år, hersker der stadig en form for tavshed i samfundet. Som om en mand ikke har ret til at blive påvirket af et nyt menneskes ankomst til verden på anden måde end med glæde og stolthed.
Samtidig taler tallene ret tydeligt. Ifølge en metaanalyse publiceret i Journal of the American Medical Association (JAMA) rammer fødselsdepression cirka 8 til 10 procent af fædrene i det første år efter barnets fødsel. Nogle nyere studier, for eksempel forskning offentliggjort i tidsskriftet Frontiers in Psychiatry, antyder, at de reelle tal kan være endnu højere, fordi mange mænd aldrig indberetter deres problemer. Årsagerne er forskellige – skam, uvidenhed, men også en dybt rodfæstet forestilling om, at en "rigtig mand" jo ikke græder og klarer alting selv.
Historien om Tomáš, en treogtyveårig programmør fra Brno, illustrerer, hvor let fødselsdepression hos en mand kan forblive ubemærket. Da hans datter blev født for to år siden, følte han i begyndelsen en enorm glæde. Men i løbet af få uger begyndte han at trække sig ind i sig selv. Han holdt op med at gå til frokost med kollegerne, om natten kunne han ikke sove, selvom datteren allerede sov, og gradvist mistede han interessen for ting, der tidligere havde glædet ham. "Jeg sagde til mig selv, at jeg bare var træt, at det ville gå over. Min kone havde nok af sine egne bekymringer, jeg ville ikke belaste hende," husker han. Der gik næsten et halvt år, før en ven, selv far til to børn, sagde en sætning, der fik ham til at søge hjælp: "Hør her, det du beskriver, det er ikke normal træthed." Tomáš begyndte til sidst at gå til psykolog og siger i dag, at han dermed sandsynligvis reddede ikke kun sit mentale helbred, men også sit parforhold.
Tomáš' historie er ikke enestående, men den er en af de få, der kommer frem i lyset. De fleste mænd med fødselsdepression søger nemlig aldrig professionel hjælp. Og her kommer vi til kernen af problemet – til hvorfor fødselsdepression hos fædre stadig er tabu.
Prøv vores naturlige produkter
Hvorfor taler man ikke om fødselsdepression hos mænd
Samfundet har et særligt forhold til mænds følelser. På den ene side opfordres der stadig højere til, at mænd skal være mere åbne og ikke være bange for at tale om deres følelser. På den anden side består der stadig stereotyper, der siger, at en mand skal være en støtte, familiens søjle, den der holder tingene sammen. Når et barn fødes, rettes al opmærksomhed naturligt mod moderen og den nyfødte. Faderen er den, der skal hjælpe, støtte og være stærk. Og netop i dette pres kan kimen til problemet gemme sig.
Fødselsdepression hos mænd viser sig ofte anderledes end hos kvinder, hvilket komplicerer dens genkendelse. Mens kvinder oftere beskriver tristhed, gråd og følelser af hjælpeløshed, har mænd tendens til at reagere med irritabilitet, tilbagetrækning, øget alkoholforbrug eller arbejdsnarkomani. Nogle studier, for eksempel forskning af Paulson og Bazmore fra 2010, viser, at deprimerede fædre læser mindre for deres børn, leger mindre med dem og oftere bruger fysisk afstraffelse. Med andre ord – ubehandlet fødselsdepression hos en far påvirker ikke kun ham selv, men hele familien.
Interessant er det, at risikoen for fødselsdepression hos faderen stiger markant, hvis moderen til barnet også lider af den. Ifølge fagfolk skyldes det den gensidige følelsesmæssige sammenkobling mellem partnerne og den samlede belastning, som et barns ankomst til familien udgør. Søvnmangel, rolleforandringer, økonomiske bekymringer, forandring af parforholdet – alt dette er faktorer, der ikke skåner nogen af forældrene. Hormonelle forandringer er desuden ikke forbeholdt kvinder alene. Forskning har vist, at mænd i perioden omkring fødslen oplever et fald i testosteronniveauet og ændringer i niveauerne af kortisol og østrogen, hvilket kan bidrage til udviklingen af depressive tilstande.
En anden årsag til, at fødselsdepression hos fædre forbliver usynlig, er systemisk – sundhedssystemet i de fleste lande, herunder Tjekkiet, gennemfører simpelthen ikke screening for fødselsdepression hos fædre. Mødre bliver ved efterfødselsundersøgelser i det mindste overordnet spurgt om deres psykiske tilstand, selvom heller ikke det altid er tilstrækkeligt. Fædre kommer derimod som regel ikke til gynækologens eller børnelægens konsultation som patienter, og hvis de gør, er der ingen, der spørger dem om deres mentale velbefindende. Der findes intet system, der kan fange dem op.
Som den britiske psykolog Mark Williams, grundlægger af organisationen Fathers Reaching Out og selv en person, der har gennemgået fødselsdepression, engang bemærkede: "Ingen spurgte mig, hvordan jeg havde det. Alle spørgsmål var rettet mod min kone og barnet. Jeg var usynlig." Williams' historie blev en af impulserne til diskussionen om, at omsorg for mental sundhed i efterfødselsperioden skal omfatte begge forældre.
Hvordan man genkender advarselssignaler, og hvor man kan søge hjælp
At genkende fødselsdepression hos en mand kan være vanskeligt netop fordi den ofte maskerer sig som noget andet. Alligevel findes der advarselssignaler, som både fædrene selv, deres partnere og nærmeste bør være opmærksomme på. Blandt de hyppigste symptomer er:
- Langvarig irritabilitet eller vredesudbrud uden åbenlys grund
- Tab af interesse for barnet eller omvendt overdreven angst for dets helbred
- Tilbagetrækning fra familie og venner
- Søvnproblemer, der ikke er relateret til pasning af den nyfødte
- Øget forbrug af alkohol eller andre vanedannende stoffer
- Følelser af utilstrækkelighed, fiasko eller værdiløshed
- Fysiske gener som hovedpine, mavesmerter eller kronisk træthed
Det afgørende er at indse, at disse symptomer ikke er et tegn på svaghed. De er udtryk for en reel helbredstilstand, der fortjener samme opmærksomhed som enhver anden sygdom. Fødselsdepression handler ikke om, at en mand ikke er stærk nok, mandlig nok eller god nok som far. Det er en tilstand, der har biologiske, psykologiske og sociale årsager, og som kan behandles.
I Tjekkiet findes der flere muligheder, hvor fædre kan henvende sig. Det grundlæggende skridt er et besøg hos den praktiserende læge eller en psykiater, der kan vurdere tilstandens alvor og foreslå behandling – hvad enten det er i form af psykoterapi, farmakoterapi eller en kombination af begge. Organisationer som Centrum Anabell eller Linka bezpečí tilbyder anonym rådgivning og kan være det første kontaktpunkt for dem, der ikke er sikre på, om deres problemer kræver professionel hjælp. Stadig flere psykologer og terapeuter specialiserer sig desuden i perinatal mental sundhed og arbejder med begge forældre samtidig.
En vigtig rolle spiller også kommunikationen i parforholdet. Mange par opdager, at de efter barnets fødsel faktisk er holdt op med at tale om andet end praktiske anliggender – hvem der køber bleer, hvem der står op til barnet om natten, hvem der ringer til børnelægen. Følelser, behov og bekymringer udskydes på ubestemt tid. Men netop en åben samtale om, hvordan begge partnere har det, kan være det første skridt til at sætte ord på problemet og begynde at løse det. Det handler ikke om, at manden skal "skrifte" eller at partneren skal spille rollen som terapeut. Det handler om at skabe et rum, hvor det er i orden at indrømme, at ikke alt er i orden.
Også medier og offentlige personer spiller en rolle i at bryde dette tabu. Da den tidligere amerikanske olympiske svømmer Michael Phelps i 2017 offentligt talte om sine erfaringer med depression og angst efter sin søns fødsel, resonerede det med tusindvis af mænd over hele verden. Lignende historier viser, at depression ikke skelner efter styrke, succes eller samfundsmæssig status. Og jo flere sådanne historier der lyder, desto lettere bliver det for "almindelige" fædre at indrømme, at de har brug for hjælp.
Interessant er også blikket på, hvordan forskellige kulturer forholder sig til emnet. Mens man i de skandinaviske lande, hvor ligestillet forældreskab er dybt rodfæstet, og fædre almindeligvis tager forældreorlov, diskuterer fødselsdepression hos mænd relativt åbent, er emnet i mange andre dele af verden stadig fuldstændig ukendt. Tjekkiet befinder sig i denne henseende et sted midt imellem – bevidstheden vokser, men den systemiske støtte mangler stadig. Et positivt signal er, at emnet begynder at dukke op på faglige konferencer, i medierne og på sociale medier, hvor tjekkiske fædre deler deres erfaringer.
Det skal understreges, at omsorg for forældres mentale sundhed i sidste ende er omsorg for barnet. Børn, der vokser op med en deprimeret forælder – hvad enten det er moderen eller faderen – har ifølge Verdenssundhedsorganisationen en højere risiko for følelsesmæssige og adfærdsmæssige problemer. Investering i fædres mentale sundhed er derfor ikke kun et spørgsmål om ét menneskes individuelle velbefindende, men et spørgsmål om hele familiens sunde funktion.
Fødselsdepression hos fædre eksisterer. Det er ikke en undskyldning, det er ikke en svaghed, og det er bestemt ikke noget, nogen bør skamme sig over. Det er et reelt sundhedsproblem, der fortjener opmærksomhed, forståelse og systemisk støtte. Jo før man begynder at tale højt om det – i lægekonsultationer, i familier, i medierne og ved kaffebordet –, desto flere fædre får chancen for at opleve de første måneder og år med barnet, som de fortjener. Ikke i tavs lidelse, men med bevidstheden om, at det at bede om hjælp er det mest mandige, de kan gøre.
