Slip af med kronisk undskyldning og lev selvsikkert
Der er en vane, som mange mennesker ikke engang opfatter som et problem – og alligevel komplicerer den dem dagligt i relationer, underminerer selvtilliden og sender omgivelserne signaler, som de slet ikke ønsker at sende. Det drejer sig om kronisk undskyldning, altså det tvangsmæssige behov for at sige "undskyld" for ting, som man reelt ikke er ansvarlig for, eller for situationer, der slet ikke kræver nogen undskyldning. "Undskyld, at jeg spørger, men…" "Undskyld, at jeg forstyrrer…" "Undskyld, at jeg har en anden mening…" Lyder det bekendt?
Dette adfærdsmønster er overraskende udbredt i det moderne samfund. Det er særligt tydeligt hos kvinder, hos mennesker opvokset i miljøer, hvor der blev lagt stor vægt på beskedenhed og ikke at skille sig ud, og hos dem, der tidligere har oplevet kritik eller afvisning. Det handler hverken om høflighed eller empati – det er en dybt forankret mekanisme, der beskytter mennesket mod konflikt og afvisning, men som samtidig fratager det evnen til at handle selvsikkert og autentisk.
Prøv vores naturlige produkter
Hvor kommer behovet for konstant at undskylde fra?
For at kunne ændre kronisk undskyldning er det vigtigt først at forstå, hvor det stammer fra. Psykologer er enige om, at rødderne til denne adfærd oftest går tilbage til barndommen. Børn, der voksede op i miljøer, hvor deres behov blev betragtet som generende, eller hvor forældrenes kærlighed var betinget af stilhed og tilpasningsevne, lærte meget tidligt, at det er farligt at eksistere "for højlydt". Undskyldningen blev et overlevelsesredskab – en måde at forebygge konflikter eller fastholde omgivelsernes gunst.
I voksenlivet fortsætter denne mekanisme, selv om den oprindelige fare for længst er forsvundet. Hjernen fungerer på baggrund af indlærte mønstre, og hvis mønstret "undskyld dig og der bliver ro" i årevis er blevet belønnet med kortvarig lettelse fra angst, er det ikke let bare at slukke for det. Forskning inden for adfærdspsykologi viser, at sådanne adfærdsmønstre forstærkes af negativ forstærkning – altså ved at undgå en ubehagelig følelse, ikke ved at opnå en belønning. Det er blandt andet derfor, de er så sejlivede.
Overdreven undskyldning fremmes også af kulturen. I nogle samfund, herunder det tjekkiske, er beskedenhed en dyd, og assertivitet kan opfattes som arrogance. En person, der åbent hævder sin mening eller afviser et krav uden undskyldning, bliver nogle gange stemplet som uhøflig – og netop dette sociale pres nærer behovet for konstant at retfærdiggøre sig selv. Ironisk nok er de mennesker, der undskyldes mest, i mange tilfælde de mest hensynsfulde – de har simpelthen lært, at deres tilstedeværelse, meninger og behov er en byrde for andre.
Lav selvtillid spiller også en vigtig rolle. Et menneske, der grundlæggende tror på sig selv, behøver ikke undskylde for at optage plads i verden. Den, der derimod føler sig mindreværdig eller uønsket, søger konstant bekræftelse på, at ens tilstedeværelse er acceptabel – og en undskyldning er en hurtig, om end midlertidig, måde at søge en sådan bekræftelse på.
Lad os forestille os en konkret situation: Jana arbejder i et åbent kontorlandskab. Hver gang hun har brug for en information fra en kollega til et projekt, begynder hun sit spørgsmål med "Undskyld, at jeg forstyrrer, men…" – og det selv når kollegaen er betalt for at samarbejde, og spørgsmålet er en fuldt ud legitim del af arbejdsprocessen. Jana er ikke engang klar over, at hun på denne måde ikke blot underminerer sin egen autoritet, men også ubevidst signalerer til kollegaen, at hendes behov er mindre vigtige end hans ro. Med tiden begynder kollegaerne at overse hende, selv om hun leverer fremragende arbejde.
Hvorfor holde op: hvad kronisk undskyldning faktisk forårsager
Ved første øjekast kan det virke som om, at hyppig undskyldning er en harmløs uvane snarere end et alvorligt problem. Det modsatte er tilfældet. Overdreven undskyldning har målbare konsekvenser for kvaliteten af relationer, karriereudvikling og mental sundhed.
En af de mest afgørende konsekvenser er tab af troværdighed. Når nogen undskyldes for enhver bagatel, holder andre op med at tage deres undskyldninger alvorligt – og dermed mister selv de undskyldninger, der virkelig er berettigede, deres vægt. Psykologisk forskning publiceret i tidsskriftet Frontiers in Psychology viste, at mennesker, der undskyldes alt for ofte, opfattes af andre som mindre kompetente og mindre selvsikre end dem, der bruger undskyldninger sparsomt og målrettet.
En anden konsekvens er kronisk træthed og følelsesmæssig udmattelse. Konstant at overvåge sig selv, foregribe mulige forseelser og lede efter den rette formulering af en undskyldning er mentalt krævende. Mennesker med dette adfærdsmønster er markant mere tilbøjelige til angst og udbrændthed, fordi deres indre dialog permanent er optaget af spørgsmål som: "Har jeg gjort noget forkert? Har jeg stødt nogen? Burde jeg hellere have holdt mund?"
Kronisk undskyldning forstærker også det negative selvbillede. Enhver unødvendig undskyldning er nemlig en ubevidst besked til ens egen hjerne: "Jeg har gjort noget forkert." Selv om man ikke bevidst tror på det, uddyber gentagelsen af dette mønster gradvist overbevisningen om, at man konstant er "på den forkerte side" af noget. Som forfatter og psykoterapeut Nathaniel Branden præcist bemærkede: "Selvrespekt er ikke en luksus – det er en nødvendig betingelse for et normalt og sundt liv." Og kronisk undskyldning er et direkte angreb på denne selvrespekt.
Sådan holder du op med kronisk undskyldning
Den gode nyhed er, at det er indlært adfærd – og indlært adfærd kan aflæres. Det kræver ingen dramatiske personlighedsændringer eller årevis af terapi, selv om terapi kan være meget nyttig. Det kræver primært bevidst opmærksomhed, tålmodighed og vilje til at være ærlig over for sig selv.
Det første skridt er at blive bevidst om sine egne mønstre. Mange mennesker undskyldes helt automatisk, uden at bemærke det. Det hjælper derfor at observere i løbet af en uge, hvornår og hvad man undskyldes for. Man kan føre en kort dagbog eller blot ved slutningen af dagen genkalde sig tre situationer, hvor "undskyld" lød. Hurtigt vil det vise sig, om der var tale om en reel fejl, eller blot en refleks.
Det næste skridt er at erstatte undskyldningen med et andet udtryk, der bedre passer til situationen. I stedet for "Undskyld, at jeg spørger" kan man sige "Jeg har et spørgsmål til dig." I stedet for "Undskyld, at jeg forstyrrer" er et enkelt "Jeg har brug for din hjælp" tilstrækkeligt. I stedet for "Undskyld, at jeg har en anden mening" kan man sige "Jeg ser det lidt anderledes." Disse formuleringer er lige så høflige, men sender ikke et signal om mindreværd. De er direkte, klare og respekterer både taleren og lytteren.
Det er også meget nyttigt at lære at skelne mellem en reel og en refleksagtig undskyldning. En reel undskyldning er på sin plads, når man faktisk har skadet nogen, ikke har opfyldt en forpligtelse eller har opført sig upassende. I så fald er undskyldningen et udtryk for integritet og har stor værdi. En refleksagtig undskyldning kommer derimod automatisk, uden nogen konkret fejl – blot som en måde at mindske en imaginær spænding eller undgå en imaginær konflikt.
Det hjælper også at arbejde med kroppens reaktion. Kronisk undskyldning er tæt forbundet med angst, der ytrer sig fysisk – som en sammentrækning i brystet, spænding i skuldrene, accelereret vejrtrækning. At lære at genkende disse signaler og bevidst bremse reaktionen giver plads til et valg: Undskyldes jeg virkelig for noget? Er det nødvendigt? Teknikker som bevidst vejrtrækning eller en kort pause inden svaret kan i den forbindelse gøre en overraskende stor forskel.
For dem, der søger en dybere forståelse af egne mønstre, kan det være meget gavnligt at arbejde med en terapeut eller coach med fokus på personlig udvikling. American Psychological Association understreger gentagne gange, at kognitiv adfærdsterapi er en af de mest effektive metoder til at ændre automatiske tankemønstre – og kronisk undskyldning er præcis et sådant mønster.
Det er også vigtigt at kultivere et sundt forhold til det at begå fejl. En stor del af kronisk undskyldning udspringer af overbevisningen om, at en fejl er uacceptabel – og undskyldningen er en måde hurtigt at "annullere" den på. I virkeligheden er fejl en naturlig del af menneskers funktion. At acceptere dette betyder ikke at være ligeglad eller uansvarlig. Det betyder blot at holde op med at straffe sig selv for at være et menneske.
Det er værd at nævne, at ændring af dette adfærdsmønster i begyndelsen kan fremkalde ubehag – og ikke kun hos personen selv, men også hos omgivelserne. Mennesker, der var vant til konstant eftergivenhed og undskyldning, kan blive overrasket over den nye direkthed og reagere på den på en unaturlig måde. Det betyder ikke, at forandringen er forkert. Tværtimod – sunde relationer er dem, hvor begge parter har plads til at udtrykke sig uden konstant at skulle retfærdiggøre sig.
Kronisk undskyldning er ikke et udtryk for høflighed – det er et udtryk for frygt. Og frygt, om end forståelig og dybt menneskelig, er ikke en god rådgiver, når man skal opbygge et selvsikkert og meningsfuldt liv. At holde op med at undskylde for sin eksistens, sine spørgsmål, sine behov og sin plads i verden er et af de vigtigste skridt mod ægte selvrespekt. Og selvrespekt – som de ved, der har opbygget den – vender tilbage til alle livets områder: til relationer, til arbejde, til sundhed og til den daglige velvære.
