# Co je parentifikace a jak ovlivňuje dospělý život ## Co je parentifikace? Parentifikace je proce
Der findes barndomme, som udefra ser helt normale ud, men hvor der indeni foregår noget, der ikke burde foregå. Barnet går i skole, har venner, fungerer tilsyneladende – og bærer alligevel en byrde, som de voksne omkring det burde bære. Dette fænomen har et navn: parentificering. Det drejer sig om en situation, hvor barnet overtager forældrenes rolle over for sin egen forælder, søskende eller hele familien – og gør det så selvfølgeligt, at mange slet ikke lægger mærke til det.
Emnet parentificering er i de seneste år kommet i stadig større bevidsthed takket være psykologiens udvikling og en mere åben samfundsmæssig debat om mental sundhed. Alligevel er det for mange mennesker ukendt – eller hvad der er værre, ubenævnt. Mange voksne, der som børn fungerede som familiens bærende søjler, er slet ikke klar over, at deres barndom var anderledes, end den burde have været. De tog det simpelthen som en normal del af livet.
Prøv vores naturlige produkter
Hvad parentificering egentlig betyder, og hvordan den opstår
Ordet parentificering stammer fra det engelske parentification og oversættes til dansk netop som en situation, hvor barnet overtager forældrenes rolle. Psykologer definerer dette fænomen som en rolleomvending i familien – altså en tilstand, hvor de naturlige hierarkiske relationer vendes på hovedet. I stedet for at forældrene tager sig af barnet, tager barnet sig af forældrene.
Parentificering kan desuden antage to former. Den første er instrumentel – barnet overtager voksnes praktiske opgaver, som madlavning, indkøb, betaling af regninger eller omsorg for yngre søskende. Den anden form er emotionel og er ofte mere lumsk, fordi den ikke er synlig ved første øjekast. Barnet bliver forælderens følelsesmæssige støtte: lytter til dennes problemer, trøster, regulerer stemninger og fungerer i bund og grund som terapeut eller partner. Det er netop denne variant, der efterlader dybe spor.
Forskellige omstændigheder bidrager til, at parentificering opstår. Oftest drejer det sig om familier, hvor den ene eller begge forældre lider af afhængighed af alkohol eller andre stoffer, psykisk sygdom, kronisk sygdom eller gennemgår en hård skilsmisse. Sociale faktorer spiller også en rolle – fattigdom, migration eller et kulturelt miljø, hvor det ældste barn automatisk forventes at overtage ansvaret for yngre søskende. I immigrantfamilier fungerer børn for eksempel meget ofte som tolke og kulturelle mellemmænd for deres forældre, og påtager sig dermed et ansvar, der aldeles ikke svarer til deres alder.
Lad os tage et konkret eksempel: Den tolvårige Tereza vokser op med en mor, der lider af svær depression. Hver aften lytter hun til sin mor, der betror hende sine bekymringer og sin følelse af håbløshed. Tereza har lært ikke at tale om sine egne problemer for ikke at belaste sin mor. I skolen beskrives hun som "moden for sin alder" og "ansvarlig". Ingen aner, at hun derhjemme hver dag håndterer, om moren har kræfter nok til at stå op, om regningerne er betalt, og om der er mad i huset. Tereza laver ikke lektier, fordi der simpelthen ikke er tid eller energi til det. Og frem for alt – hun har ikke plads til bare at være et barn.
Der er tusindvis af sådanne historier. Og netop deres umærkelighed er et af de største problemer, som fagfolk kæmper med.
Hvordan parentificering præger voksenlivet
Et barn, der voksede op som sine forældres forælder, bærer specifikke adfærds- og tankemønstre dybt ind i voksenlivet. Psykologisk forskning, for eksempel studier publiceret i det faglige tidsskrift Journal of Child and Family Studies, viser gentagne gange, at parentificering er forbundet med en øget risiko for angstlidelser, depression og problemer i mellemmenneskelige relationer.
Et af de hyppigste udtryk er en kronisk tendens til at bekymre sig om andre på bekostning af sig selv. Et menneske, der som barn lærte, at dets egne behov er sekundære, bærer denne overbevisning videre. I parforhold kan det komme til udtryk som overdreven omsorg, manglende evne til at modtage hjælp eller en tilbøjelighed til at vælge partnere, der har brug for at blive "reddet". Terapeuter kender dette mønster godt – det kaldes sommetider hjælperens eller redningsmandssyndromet.
Et andet typisk træk er vanskeligheder med at udtrykke egne behov og følelser. Parentificerede børn lærte at være usynlige, undertrykke deres følelser og fungere som følelsesmæssig regulator for andre. Som voksne ved de ofte ikke engang, hvad de føler eller har brug for – fordi de aldrig spurgte sig selv om det. Som den amerikanske psykoterapeut Lindsay Gibson præcist bemærkede i sin bog om følelsesmæssigt umodne forældre: "Børn, der måtte vokse op for tidligt, skal som voksne lære, hvordan man er et barn."
Det er interessant, at parentificering ikke nødvendigvis kun fører til negative resultater. Nogle forskere peger på såkaldt adaptiv parentificering – en situation, hvor graden af overtaget ansvar svarer til barnets alder og er afbalanceret af passende forældrenes taknemmelighed og anerkendelse. Sådanne erfaringer kan udvikle empati, ansvarlighed og modstandsdygtighed. Problemet opstår, når byrden er uforholdsmæssig stor, langvarig, og barnet ikke modtager nogen anerkendelse for den, men tværtimod oplever skyldfølelse, hvis det fejler.
Parentificerede børn lider også meget ofte af det såkaldte normalitetsbedrag – i mange år tror de, at deres situation er normal, fordi de aldrig har haft noget at sammenligne med. Først i voksenlivet, når de knytter tættere bånd til jævnaldrende eller begynder at arbejde med en terapeut, indser de, at deres barndom var anderledes. Dette øjeblik er på én gang smertefuldt og befriende.
Det er ikke ualmindeligt, at disse voksne også bærer fysiske tegn – kronisk stress fra barndommen lagres i kroppen og kan komme til udtryk som kronisk træthed, hovedpine, somatiske lidelser eller søvnproblemer. Forskning inden for psykosomatik bekræfter i stigende grad, hvor dybt tidlige erfaringer er kodet ikke blot i psyken, men også i kroppen.
Parentificering har også indvirkning på forholdet til arbejde og præstation. Mange af dem, der voksede op som familiens redningsmænd, er ekstraordinært præstationsorienterede i arbejdslivet – de lærte at bære en stor byrde og fungere selv under pres. Samtidig kan de dog have en tendens til arbejdsnarkomani, perfektionisme og manglende evne til at uddelegere, fordi de dybt inde stadig tror, at alt afhænger af dem alene.
Hvordan man bryder dette mønster og begynder at helbrede sig
Den gode nyhed er, at parentificering – selv om den efterlader dybe spor – ikke er en skæbne. Heling er mulig, selv om det kræver tid, mod og som regel professionel hjælp.
Det første skridt er selve det at sætte ord på det. Mange mennesker lever i årtier uden at vide, at det, de oplevede, har et navn. At indse, at der var tale om et dysfunktionelt familiemønster og ikke om deres personlige svigt eller en naturlig tilstand, er ofte et afgørende øjeblik. At benævne smerten er begyndelsen på at helbrede den.
Psykoterapi, især tilgange med fokus på arbejdet med den tidlige barndom – såsom psykodynamisk terapi, skematerapi eller arbejdet med det indre barn – kan hjælpe med at afdække og omskrive dybt rodfæstede overbevisninger om, hvad man må have brug for, og hvad man fortjener. Terapeuten fungerer i denne proces som en tryg vejleder, der hjælper med at skelne mellem, hvad der hørte forældrene til, og hvad der hører klienten selv til.
En vigtig del af helingen er også at sætte grænser – og ikke kun over for den oprindelige familie, men også i nuværende relationer. For mennesker, der er opdraget til grænseløs omsorg for andre, er dette en af de sværeste opgaver. At lære at sige "nej", at modtage hjælp eller at erkende, at man ikke er ansvarlig for alles lykke omkring sig, kan bogstaveligt talt være revolutionerende.
Støttegrupper og deling af historier er også til stor gavn. Bevidstheden om, at man ikke er alene i en lignende situation, giver enorm lettelse. I de seneste år er der opstået online-fællesskaber og støttegrupper, hvor voksne, der voksede op som deres forældres forældre, deler deres erfaringer og hjælper hinanden med at finde vej til sundere relationer og til sig selv.
Hvad angår forebyggelse på forældrenes og fagfolks side, der arbejder med familier, er oplysning og tidlig genkendelse afgørende. Lærere, pædiatere, skolepsykologer – alle disse fagfolk kan spille en vigtig rolle i at lægge mærke til et barn, der bærer en for stor byrde. Organisationer som UNICEF eller det tjekkiske Centrum Locika, der fokuserer på beskyttelse af børn i vanskelige familiesituationer, påpeger, hvor afgørende tidlig intervention er.
Parentificering er ikke blot et privat familieproblem – det er et samfundsmæssigt emne, der fortjener opmærksomhed. Hvert barn har ret til en barndom, til leg, til bekymringsfrihed og til at have sin største bekymring være, om det kan lege med venner i dag. Når denne ret ikke opfyldes, betales der en pris – og ofte betales den hele livet. Netop derfor er det værd at tale om parentificering, at sætte ord på den og at søge veje til at bryde mønstre, der ellers overføres fra generation til generation.
