# Hvad er sulfatintolerance, og hvordan opdager man den
Hovedpine efter et glas rødvin eller et stykke chokolade
Mange mennesker oplever det, men færre ved, hvad der egentlig ligger bag. Oftest udpeges histamin, tanniner eller koffein som de skyldige – men hos nogle mennesker er årsagen en helt anden. Sulfatintolerance, det vil sige manglende evne til at tåle sulfater og sulfitter i fødevarer, er en af de mest oversete årsager til tilbagevendende migræne og kan samtidig have en betydelig indvirkning på den daglige livskvalitet.
Inden vi ser nærmere på, hvad sulfatintolerance egentlig er, og hvordan den ytrer sig, er det vigtigt at skelne mellem to begreber, der i praksis ofte forveksles. Sulfater er salte af svovlsyre, mens sulfitter er salte af svovlsyrling. Begge grupper af stoffer forekommer naturligt i en række fødevarer og drikkevarer, men sulfitter bruges desuden i vid udstrækning som konserveringsmidler. I forbindelse med fødevareintolerance tales der primært om sulfitter, men i daglig tale og faglig litteratur glider de to begreber dog ofte sammen. Det væsentlige for læserne af denne artikel er, at begge grupper kan udløse ubehagelige reaktioner hos følsomme personer – og migræne hører til de hyppigste.
Prøv vores naturlige produkter
Hvorfor rødvin og chokolade?
Rødvin er i denne sammenhæng nærmest et symbolsk eksempel. Den indeholder naturligt forekommende sulfitter som et biprodukt af gæringen, og producenterne tilsætter desuden svovldioxid som konserveringsmiddel for at forhindre oxidation og forlænge holdbarheden. Hvide vine og søde vine indeholder typisk flere sulfitter end røde, men det er netop rødvin, der oftest forbindes med migræne – sandsynligvis fordi den kombinerer sulfitter med histamin, tanniner og tyramin, altså en hel række potentielt problematiske stoffer på én gang.
Chokolade er i en lignende situation, dog af en lidt anden årsag. Kakao i sig selv indeholder ikke sulfitter i store mængder, men chokoladeprodukter – især mælke- og hvid chokolade – kan indeholde tilsætningsstoffer, der indeholder sulfitter eller deres forstadier. Derudover er chokolade rig på tyramin og phenylethylaminer, stoffer der ligeledes kan udløse hovedpine hos følsomme personer. Når sulfatintolerance lægges oveni, er resultatet ofte ubehageligt forudsigeligt: smerterne kommer næsten hver gang.
Ud over vin og chokolade er andre almindelige kilder til sulfitter i kosten tørret frugt, forarbejdede kødprodukter, konserverede grøntsager, eddike, øl samt visse lægemidler og kosttilskud. En person, der klager over tilbagevendende migræne uden nogen åbenbar årsag, behøver hverken drikke vin eller spise chokolade – en daglig portion tørrede abrikoser eller pålæg til frokost kan være nok.
Forestil dig situationen, hvor Jana, en trediveårig lærer, lider af migræne hver weekend. Hun lever sundt, dyrker sport og drikker ikke alkohol. Først efter at have ført en detaljeret maddagbog opdager hun, at hun hver fredag aften spiser tørret frugt som snack til filmen – og dér ligger problemet. Tørret frugt, især abrikoser, blommer og rosiner, hører til de fødevarer med den højeste koncentration af sulfitter overhovedet. Sådanne historier er ikke usædvanlige, og sundhedsfaglige eksperter sætter i stigende grad fokus på dem.
Hvordan sulfatintolerance virker i kroppen
Under normale omstændigheder er den menneskelige organisme i stand til at omsætte sulfitter ved hjælp af enzymet sulfitoxidase. Dette enzym er afhængigt af molybdæn, et sporstof, og tilstrækkelig enzymaktivitet er afgørende for en sikker nedbrydning af sulfitter fra kosten. Hos personer med intolerance er aktiviteten af dette enzym nedsat, og sulfitterne ophober sig derfor i kroppen i længere tid end ønskeligt. Resultatet er en række varierende reaktioner – fra mild ubehag til alvorlige symptomer.
Migræne er dog blot én af de mulige manifestationer. Blandt andre typiske symptomer på sulfatintolerance er nældefeber, astmaanfald, mavekramper, diarré, hudrødme eller hjertebanken. Astma er historisk set den bedst dokumenterede reaktion på sulfitter – den amerikanske Food and Drug Administration (FDA) skønner, at cirka 1 % af befolkningen er følsom over for sulfitter, og hos astmatikere kan dette tal være betydeligt højere, anslået til 5–10 %.
Migræne som symptom på sulfatintolerance er imidlertid videnskabeligt mindre veldokumenteret end den astmatiske reaktion. Mekanismen er ikke fuldt ud afklaret, men det antages, at sulfitter kan påvirke frigivelsen af neurotransmittere og forårsage vasodilatation – udvidelse af blodkarrene i hjernen, som er en af de centrale processer ved migræneudvikling. Sulfitter kan desuden interagere med histamin og forringe dets omsætning, hvorved de indirekte forstærker et migrænetilfælde, selv hos personer der ellers ikke ville opleve histaminintolerance markant.
Den individuelle tolerancetærskel spiller også en vigtig rolle. Ikke enhver person med nedsat sulfitoxidaseaktivitet vil reagere på hvert glas rødvin. Det afhænger af den samlede mængde sulfitter indtaget på den pågældende dag, kroppens generelle tilstand, stressniveau, søvnunderskud og hvad man ellers har spist den dag. Migrænen opstår da som et resultat af, at en personlig tolerancegrænse overskrides – og netop denne variabilitet vanskeliggør diagnosticeringen.
Som neurologen og migræneeksperten Peter Goadsby engang sagde: „Migræne er ikke bare hovedpine. Det er en kompleks neurologisk lidelse med mange udløsende faktorer, der kombineres forskelligt hos hver enkelt patient." Denne kompleksitet er præcis grunden til, at sulfitter som udløsende faktor så let undgår opmærksomheden – de er måske ikke tilstrækkelige alene, men i kombination med andre faktorer kan de udgøre det sidste led i kæden.
Sådan afdækkes intolerancen, og hvad man kan gøre
Diagnosticering af sulfatintolerance er ikke enkel. Der findes ingen standardiseret blodprøve, der pålideligt kan påvise den. Oftest anvendes en kombination af maddagbog, eliminationskost og eventuelt en provokationstest under lægeligt tilsyn. Maddagbogen er det mest tilgængelige og samtidig meget effektive redskab – det handler blot om at notere nøjagtigt, hvad og hvornår man spiser, og observere, om og hvornår migræne eller andre symptomer opstår.
Eliminationskosten indebærer en midlertidig udelukkelse af alle fødevarer med højt indhold af sulfitter i cirka to til fire uger. Hvis symptomerne aftager, er det et stærkt tegn på, at sulfitter spiller en rolle. Ved gradvis genindførelse af de enkelte fødevarer kan man derefter identificere de konkrete udløsere og fastslå den personlige tolerancetærskel.
Når man reducerer sit sulfitindtag, er det nyttigt at vide, hvor de oftest forekommer:
- Tørret frugt (abrikoser, blommer, rosiner, figner) – en af de rigeste kilder
- Vin og øl – naturligt forekommende og tilsatte sulfitter
- Forarbejdede kødprodukter – pølser, salami, hotdogs
- Konserverede og syltede grøntsager – især i eddike eller lage
- Færdigretter og pulversupper – sulfitter som konserveringsmiddel
- Rejer og andre skaldyr – sulfitter tilsættes for at bevare farven
I Den Europæiske Union er producenter forpligtet til at anføre sulfitter på etiketten, hvis indholdet overstiger 10 mg/kg eller 10 mg/liter. Betegnelsen kan have forskellige former: svovldioxid (E220), natriumsulfit (E221), kaliumdisulfit (E224) eller natriumdisulfit (E223). Etiketlæsning bliver således en daglig nødvendighed for personer med sulfatintolerance.
Ud over at fjerne sulfitter fra kosten diskuteres det ind imellem, hvilken rolle molybdæn som kosttilskud kan spille for at understøtte aktiviteten af enzymet sulfitoxidase. De videnskabelige beviser er endnu begrænsede, og inden man påbegynder nogen form for tilskud, bør man altid rådføre sig med en læge eller ernæringsterapeut. Tilsvarende nævnes vitamin B12 og riboflavin (vitamin B2), der i faglig litteratur har en vis støtte som stoffer, der kan bidrage til forebyggelse af migræne generelt – det tjekkiske selskab for smerte anbefaler en individuel tilgang til behandling og forebyggelse af migræne, da udløsende faktorer varierer betydeligt fra patient til patient.
Det er også vigtigt at nævne, at sulfatintolerance ikke er en allergi i immunologisk forstand. En klassisk fødevareallergi involverer en immunreaktion formidlet af IgE-antistoffer og kan være livstruende. Intolerance er derimod en metabolisk manglende evne til korrekt at omsætte et bestemt stof – den er ubehagelig og begrænsende, men udgør som regel ikke en umiddelbar fare. Denne sondring er vigtig også i kommunikationen med læger, der kan vurdere standardiserede allergologiske tests for sulfitter som negative, uden at dette udelukker intolerance.
Interessen for fødevareintolerance generelt er vokset de seneste år, også i faglige kredse. Stadig flere læger og ernæringsspecialister erkender, at mange kroniske lidelser – fra migræne over hudproblemer til fordøjelsesgener – kan have rod i den daglige kost og ikke i en alvorlig sygdom. For mennesker, der i årevis har søgt årsagen til deres migræne og har gennemgået diverse undersøgelser uden et klart svar, kan opdagelsen af sulfatintolerance være et virkeligt gennembrud. Det er ikke en diagnose, der kræver kompliceret behandling – i mange tilfælde er det nok med viden, opmærksomhed og vilje til at ændre nogle få kostvaner. Og et glas rødvin behøver man måske ikke at give afkald på for altid – det er blot muligvis ikke klogt at kombinere det med en middag bestående af tørret frugt og røget pålæg.
